APRIL- klummen 2012
\r\n
I FADD er vi ganske meget optagede af den kommende socialreform. Vi har på det seneste deltaget i en række møder om reformen og vi har - udover vores egen - kommenteret andres undersøgelser ikke mindst Rambølls fantasirapport om mulige millionbesparelser - ovenikøbet baseret på sociale tiltag, der angiveligt skulle bygge på evidens. Intet over intet under! H.C. Andersen har ikke levet forgæves for Hr. Rambøll har ikke noget tøj på: Rapportens såkaldte evidente udgangspunkt hviler på et endog meget tyndt grundlag (se vores kommentar nedenfor) Hvad da også medarbejdere fra SFI påtalte i et læserbrev bragt i Politiken (4/4)
\r\nNå, men alvorlig spøg til side. Når et velrenommeret firma som Rambøll kan smide videnskabeligheden og i stedet bruge krystalkuglen til at spå om fremtiden, så må jeg støtte mig til Storm P der sagde " Det er svært at spå, især om fremtiden". Selv om det ligger mig fjernt, så vil jeg - når nu Rambøll tillader sig det, også tillade mig at spå eller give nogle bud på nogle træk eller perspektiver, som jeg tolker dem fra centrale aktører på det sociale område. Dog uden at være helt sikker. Hvad jeg i parentes bemærket havde håbet at Rambøll heller ikke ville have været…
\r\nFørste spådom:
\r\nMåske den kommende socialreform flytter mod syd?
\r\n(fortsættes)
\r\n\r\n
\r\n
Jeg tror, vi vil se en (velfærds)bevægelse fra den skandinaviske, hvor rettigheder er bundet til individet til en model, kendt fra Sydeuropa, hvor familien bærer ansvaret. Vi har set det første skridt med Barnets Reform, hvor vægten lægges i retning af net og slægtskabsanbringelser. I FADD har vi altid betonet, at en anbringelse skal være socialfagligt begrundet. Det afgørende er ikke om det er den ene eller den anden anbringelsesform, der vælges, men der skal vælges socialfagligt rigtigt. Dette kun for at fremhæve, at FADD ikke er imod forandring, men vi tillader os at bruge vores kritiske fornuft og ikke mindst vores daglige erfaring på området. Vi ved, at der er grænser for, hvad net- og slægtsanbringelser kan klare og ingen tvivl om, at der kan bæres mere, men der er en grænse, hvilket den norske Barnevernsrapport da også fremhæver (se nedenfor). Vi har skrevet det før og sagt det til KL: FADD stiller gerne sine medlemsinstitutioners viden og erfaring til rådighed for kommunerne til at støtte og opkvalificere net og slægt, når et barn/unge skal anbringes.
\r\nHvor vil jeg egentlig hen?
\r\nJeg vil fremhæve, at det kræver en meget grundig og bred diskussion om vi ønsker, på sigt, at det endelige ansvar for en social hændelse endegyldigt skal ligge i familien eller om staten - altså os alle i solidaritet - skal bære en forpligtigelse og et ansvar for individet. Skræmmer Brønderslev? For mig ja. Jeg skriver med vilje "på sigt" for jeg er som Rambøll i området for spådomskunst.
\r\n\r\n
Anden spådom:
\r\nDer er en stigende tendens til at tænke frivillige eller det civile samfund ind til løsning af sociale opgaver. Dette er vi i FADD heller ikke afvisende overfor, men igen forbeholder vi os ret til at være kritiske… og vil til gengæld også forpligte os til at være konstruktive.
\r\nI Danmark har vi en lang tradition for frivilligt arbejde i alle afskygninger. Når min gamle mor bruger et par timer som frivillig i en genbrugsbrugsbutik, gør hun det for at få selskab og måske en sjat altruisme. For de frivillige i Danmark er motivet for frivilligt arbejde nok en blanding af de to motiver. I min optik sker der noget når staten aktivt indtænker denne form for frivillighed i fx socialpolitikken. Hvor meget kan staten ansvarliggøre den frivillige for en social indsats?
\r\n\r\n
Tredje spådom:
\r\nFra de brede brugerorganisationer ønsker man, at der lyttes og inddrages. Og noget tyder på, at vi i Danmark er langt fra brugernes ønsker. I FADD har vi sammen med Socialpædagogerne og LOS lavet en undersøgelse blandt institutionsledere på opholdssteder og døgninstitutioner for anbragte børn og unge (Se hovedkonklusioner herunder). Af undersøgelsen fremgår det blandt andet, at når kommunerne flytter anbragte børn, så undlader de for eksempel alt for ofte at høre barnet eller den unge selv. Ligesom anbringelsesstedet heller ikke høres.
\r\nHvis man sammenholder denne undersøgelse med den endnu ikke offentliggjorte 100 -børns tilfredshedsundersøgelse, som Børnerådet snart løfter sløret for, ser det ud til, at rigtig mange børn ikke i tilstrækkelig grad bliver inddraget i beslutninger om deres eget liv. Lad mig minde om, at det er et lovkrav, at Børn over 12 skal høres ved en ændring i deres anbringelse.
\r\nUndersøgelsen viser også, at 92 procent svarer at de modtager børn og unge ind, der burde have været anbragt tidligere. 78 procent svarer i den forbindelse at disse bør og unge har større problemer end tidligere. Det er ikke godt nok!
\r\nSer vi en bevægelse hvor vi går fra statens ansvar og forpligtigelse for individet til et samfund, hvor ansvaret ligger hos familien og civilsamfundet? Hvis vi gør det, hvem skal lytte og sikre individet, hvis Brønderslev- familien og civilsamfundet svigter børnene i familien. Hvem lytter? Hr. Rambøll? Svaret blæser i vinden!
\r\n\r\n
Jens Nilsson, formand
\r\n\r\n
\r\n
\r\n
\r\n
Dokument:
Udskrevet fra www.fadd.dk 20,06,2026