\r\n
I Politiken i går (1/5) skrev Preben Wilhjelm i ANALYSE: ’Vi har aldrig haft så mange økonomiske eksperter og kommentatorer, som vi har i dag. Stort set alle bruger de deres krudt på at diskutere, hvordan vi retter op på de skader, systemet påfører os. Ikke på de blinde mekanismer, som anretter skaderne.’
\r\nOverført til anbringelsesområdet kan kommentaren forsøgsvis oversættes til, at vi, der hører til i den orden, hvor man forsøger at rette op på skaderne, må have en indbygget forståelse for såvel, hvorfor nogle børn får så store sociale, følelsesmæssige og indlæringsmæssige udfordringer, at de skal anbringes, som vigtigheden af, at vi som samfund må forebygge, at skaderne opstår og udvikler sig. Lad mig i parentes bemærke, at nogle kommuners forestilling om at forebyggelse handler om at undgå anbringelser næppe er i overensstemmelse med lovgivningen: Man skal vel ikke forebygge noget, der kan være brug for? Så lad os nu holde fast i, at vi sammen har en forpligtelse til at forebygge, at problemer opstår og at de udvikler sig uhensigtsmæssigt.
\r\nPå området ved vi temmelig meget om, hvorfor børn udvikler egentlig udsathed.
\r\nVi ved også en del om hvad der virker.
\r\nMen vanskelighederne ved at opnå evident viden om dette tema, har vist sig at være flersidigt: Uklarhed om hvad der skal virke hvor meget for at vi kan vide om det har virket … og hvad det i øvrigt betyder, at en indsats har virket?
\r\n(fortsættes)
\r\n
\r\n
De fleste aktører fremhæver dog betydningen af tidlig indsats, insisterende og omsorgsfulde voksne og en fælles pædagogik på anbringelsesstedet.
\r\nI FADD mener vi, at anbringelsesindsatserne værdi skal holdes op imod 2 parametre: Om der kan registreres konkrete positive forandringer (i forhold til barnets beskrevne problemstillinger) og om indsatsen fremmer barnets muligheder for at blive en samfundsmæssig (re)inkluderet.
\r\n\r\n
To iagttagelser fra det virkelige liv:
\r\nSpørger man brugerne af de sociale ydelser hvad der efter deres opfattelse er den største hindring for effektive og rentable løsninger i den offentlige sektor, så peger de på barrierer mellem forvaltningerne. Sektoransvaret forstås i mange kommuner som kassetænkning, hvilket erfaringerne viser, kan medføre …. netop manglende effektivitet og rentabilitet.
\r\nEn sagsbehandler (navnet er kendt af redaktionen) et sted i Danmark afrunder en diskussion om en såkaldt utidig hjemtagelse således: ’Drengen er jo tilknytningsforstyrret; derfor kan det jo være lige meget, hvor han er, for han kan jo alligevel ikke kan knytte an til nogen.’
\r\nVi lader billederne stå et øjeblik…
\r\n\r\n
I FADD går vi ind for at måle det, der meningsfuldt måles kan.
\r\nVi skylder de udsatte børn og unge, at vi gør os umage på alle fronter, når vi skal vælge ud, hvordan og hvad vi gør sammen med børnene, deres familier og anbringende myndigheder. Herunder at vi vedvarende sammen leder efter, hvad der fremmer det ’gode anbringelsesforløb’.
\r\nDerfor er vi i foreningen i gang med at søge penge til at få undersøgt, hvilke konkrete forandringer (og altså ikke med fokus på måling af effekter) på trivsels- og udviklingsområdet, der kan registreres og måles hos børn og unge på døgninstitutioner.
\r\nProjektets formål er at undersøge et antal statistisk signifikant antal døgninstitutionsanbragte børns udvikling over en 2 årig periode.
\r\nVi ønsker et alternativ til den traditionelle forskning indenfor området socialt udsatte børn og unge, som hovedsageligt har baseret sig på en vurdering af barnets udvikling i forhold til ikke-anbragte børn.
\r\nVi ønsker fokus på en anerkendende og ressourceorienteret undersøgelsesmæssig tilgang til børns udvikling (i tråd med det børnesyn og de metoder, der anvendes på døgninstitutionerne anno 2012) i stedet for den problemorienterede fejl-og-mangel-tilgang, der har været knyttet til de fleste kendte undersøgelser af feltet.
\r\nSelv om et barn har udviklet viden og færdigheder til et højt enkeltfagsniveau, så vil en anbringelse få prædikatet mislykket, hvis barnet eller den unge f.eks. ikke opnår en hel 9. klasses afgangseksamen.
\r\nI forlængelse af denne type undersøgelser har det været let for modstandere af anbringelser eller aktører, der har haft interesser i at undersøge argumenter for eller imod anbringelser at konstatere, ’at anbringelser ikke virker’.
\r\nVi ønsker således at stå på mål for vores egen indsats.
\r\n\r\n
Tilbage til de to iagttagelser: Interforvaltningsmæssige problemer, der besværliggør eller forhindrer tværkommunale effektive og rentable løsninger og sagsbehandlere uden faglig indsigt , men med kompetence til at anbringe og hjemtage, må andre tage sig.
\r\nFor det vi også ved, er, at anbringelsesstederne kan være nok så gode til at skabe udviklingsorienterede og inklusionsfremmende rammer for en anbringelse, men hvis ikke forvaltningssystemerne kan tale og handle sammen og hvis ikke sagsbehandlerne har den nødvendige viden om sammenhænge og problemstillinger, så kan selv det mest fremragende anbringelsesarbejde være spildt …
\r\n\r\n
Glædeligt forår
\r\nJens Nilsson, formand for FADD
\r\nDokument: