\r\n
Antallet af dokumentationsprojekter og effektmålingsundersøgelser på anbringelsesområdet har gennem de sidste 10-15 år været betragteligt. Stigningen har været vedvarende markant …
\r\nOg alligevel fristes man til at citere gode gamle Sokrates: ’Alt jeg ved er, at jeg intet ved’.
\r\nFor uanset alle anstrengelserne ved vi angiveligt stadig ikke, hvad der virker. Senest er Frank Ebsen forskningsleder på Institut for Socialt Arbejde på Professionshøjskolen Metropol, og forsker i behandlingen af udsatte børn og unge, i Information 25/2 www.information.dk/452343 citeret for følgende: ’Hvis man havde bedre og mere viden på området, ville politikernes forsøg på at reformere og forbedre anbringelsespolitikken måske have større effekt, end de har haft de seneste 20-30 år’.
\r\nDette synspunkt – vi ved for lidt - har længe været brugt som det legitimerende argumentet for, at igangsætte nye projekter og målinger, der skal gøre os klogere på, hvad børnene får ud af tilbuddene … og hvad pengene går til.
\r\n\r\n
Ser man på årsagerne til ...
\r\n(fortsættes)
\r\n\r\n
\r\n
\r\n
...de manglende resultater, kan man som praktiker få øje på et par muligheder:
\r\n• Forskerne har ikke været dygtige nok
\r\n• Der har ikke været tilstrækkeligt mange ressourcer til formålet
\r\n• Det er endog meget vanskeligt og komplekst at finde en metode til opgørelse af ’virkningseffekter’ på forhold, der omfatter menneskelige aspekter - uden et naturvidenskabeligt undersøgelsesgrundlag og uden brug kontrolgrupper
\r\nDe hurtige kommentarer er:
\r\nVi synes faktisk at der er rigtig mange dygtige forskere, der har forstået vigtigheden af at være i dialog med praktikerne.
\r\nVi synes faktisk, at der bliver afsat rigtig mange offentlige midler og fondsmidler til undersøgelsesområdet.
\r\nVi synes faktisk, at det må være rigtig svært – på en videnskabelig baggrund – at give entydige svar på irrationelle og dynamiske spørgsmål.
\r\nOg her er vi måske ved problemets kerne: Behovet for enkle og handlingsanvisende svar støder ind i en verden af kompleksitet.
\r\nDer er i den forbindelse opstået en ny-funderet hybrid eller fælles-interesse mellem politikere, der har brug for at forsvare økonomiske prioriteringer, forskere, der har brug for forskningsmidler og praktikere, der har brug for faglig legitimitet
\r\nI FADD har vi fulgt – og følger fortsat – alle de dokumentations og målingsprojekter, vi bliver inviteret til at deltage i. Det agter vi at blive ved med …
\r\nHøje krav til videnskabelig redelighed er forudsætningen for, at vi som borgere kan have tillid til forskernes resultater, hvad enten vi ønsker at bruge ny viden som faglig inspiration eller som belæg for økonomisk prioritering.
\r\nMen vi kan ind imellem godt savne anerkendelsen af den viden, der er baseret på fagfolks vurderinger og erfaringer.
\r\nDet er til gengæld ikke verdens mest ’sexede’ sted at stå. Og måske lidt bagstræberisk, vil nogen sikkert mene …
\r\nI den tid vi lever i, foretrækker de fleste af os at råbe på VIDEN i stedet for ERFARING. Hvis vi ønsker at blive forbundet med det moderne, stiller vi os på fremskridtets side. Og fremskridtet tilhører dem, der VED.
\r\nDerfor kan vi i FADD heller ikke slå for meget på tromme for vigtigheden af MERE VIDEN (bemærk udtrykkets forstærkning, mere …) til området.
\r\nOmvendt kan udtrykket ’undersøgelser viser …’ måske ind imellem forekomme en anelse hult. Måske takket være mængden og de uredelige eksempler
\r\nSå vi vil benytte lejligheden til at påpege den ikke ubetydelige nutids-pointe, der ligger i at gøre noget godt for nogen, der har det svært.
\r\nUanset om forskere om 10 år vil kunne dokumentere en bestemt udviklingsmæssig effekt med en progressiv talværdi i et randomiseret kontrolleret studie, så vil vi insistere på, at 12 årige Martins samfundsmæssige re-inklusion går over faglig og social udvikling:
\r\nDerfor skal han have en 9. klasses afgangseksamen. Martin skal angstdæmpes så meget, at han kan profitere af basal omsorg og individuelle krav. Og han skal kunne indgå i med- og modspil fra voksne og andre børn.
\r\nMennesker udvikler sig kun i et samspil med andre mennesker.
\r\nKommer effektmålingsmetoDEN er vi klar …
\r\nIndtil da har vi det meget godt med de faglige anbefalinger, der mere har dialogisk og refleksiv karakter: ’Under disse omstændigheder, ser det ud til at ….’ eller ’meget tyder på, at de forhold der fremmer…. ’
\r\nAt investering i udsatte børn og unge så ’ifølge adskillige undersøgelser’ kan være endog ganske profitabelt, er en helt anden historie.
\r\n\r\n
Søren Skjødt, formand
\r\n\r\n
Dokument: