AUGUST-KLUMMEN
Juli måned er traditionelt højtid for agurker – mediemæssigt set …
\r\nDen tørre sommer, transferrygter i fodboldverdenen og hvor Helle Thorning og Sydney Lee holder sommerferie har domineret avisoverskrifterne. Og bortset fra et par rømninger og ombudsmandens kritik af Esbjerg Kommune for at lade stærkt udsatte børn fra belastede familier strande i op til 2,5 år på en akutinstitution, har det været småt med beretninger fra døgninstitutionsområdet.
\r\n\r\n
Til gengæld kom der adskillige reaktioner på en plejemors ganske voldsomme skænderi med en 12årig dreng, der sammen med 4 andre børn var anbragt i den odenseanske plejefamilie.
\r\nUdover selve episoden, der ifølge videoen godt kunne ligne en overbelastningsreaktion fra plejemorens side, blev også plejefamiliers aflønning en del af opmærksomheden.
\r\nSåledes sagde blandt andet Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo til tv2.dk: ’Det må aldrig være et økonomisk incitament, der ligger til grund for, at et par vælger at blive plejeforældre’.
\r\nKommentaren faldt efter oplysninger om, at den omtalte plejefamilie angiveligt får omkring 110.000 kroner om måneden for at have fem plejebørn boende.
\r\n\r\n
Vi har før i disse og i andre spalter påpeget vigtigheden af, at alle, der arbejder professionelt med udsatte børn og unge, har en særlig forpligtelse til at gøre arbejdet ordentligt – med menneskelighed og faglighed som de helt centrale omdrejningspunkter. Hjerteblod er vigtigt, men ikke tilstrækkeligt. Engagement, viden og udviklingsparathed er forudsætningen for ’det lange seje træk’, der samlet set skal skabe ny mening og retning i det udsatte barns liv.
\r\nDet der legitimerer plejefamilien ...
\r\n
... som en vigtig del af anbringelsesviften er nærheden, overskueligheden og kontinuiteten. Plejefamilierne skal – som private opholdssteder og døgninstitutioner - løse en opgave.
\r\nOpgaven skal være afgrænset og målrettet og tage udgangspunkt i det enkelte barns behov.
\r\nOg det skal være muligt at stille krav til kvaliteten af det, der foregår.
\r\nDerfor skal plejefamilierne naturligvis aflønnes, så de kan og vil løse opgaven. Hverken mere eller mindre.
\r\nNår et udsat barn eller ung oplever sammenbrud i et anbringelsestilbud har alle parter tabt. Mest alvorligt er det for barnet, der ofte – oven i bruddet – oplever både skyld, bristede illusioner og tab af selvværd.
\r\nDet er derfor vigtigt, at enhver anbringelse gennemtænkes, så man gør alt, hvad man kan for at skabe det bedste match mellem barnets behov og det pædagogiske tilbud.
\r\nDet betyder, at et anbringelsessted skal have de nødvendige forudsætninger, ’kalorier’ og supervisions og uddannelsesmuligheder … for at kunne vedligeholde og opgradere den faglighed, der skal til for, at man kan løse komplekse opgaver. Og i øvrigt tænke sig som en del af en større sammenhæng. Herunder kontakten til kommune, lokalområdet, familie og samarbejdspartnere.
\r\nI FADD har vi derfor anbefalet mere både/og og mindre enten/eller i arbejdet med udsatte børn og unge i Danmark.
\r\nVi forestiller os, at store enheder, der med udgangspunkt i stordrift, vidensakkumulation og udviklingsfokus skal koordinere indsatsen for udsatte børn og unge for på den ene side at opnå kvalitet og sammenhæng og på den anden side at undgå sammenbrud og stagnation i de udsatte børns liv: Det skal være muligt for et udsat barn at være i et miljø, hvor man vedvarende skal kunne vælge at gøre det rigtige; at skrue op og ned for indsatsen afhængig af barnets behov. For eksempel ved, at det socialpædagogiske arbejde omkring og med det udsatte barn og dets familie kan forløbe så udramatisk som muligt ved at indsatsen kan veksle mellem en indsats i hjemmet, i en udviklingsfamilie og på en døgninstitution – dels uden at barnet oplever sig som årsag til et indsatsskifte, dels for at nænsomhed, kvalitet og timing kan være vigtige pejlemærker i den faglige prioritering af indsatsen.
\r\nOg noget tyder på at en af de vigtige forudsætninger er til stede:
\r\nIfølge oplysninger på Altinget.dk (fra marts 2013) har danske kommuner på baggrund af kommunale nøgletal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet aldrig før ligget inde med så mange penge som nu. Alene København har ni milliarder liggende på kistebunden, og tilsammen har Danmarks 98 kommuner en kassebeholdning på 34 milliarder (!)
\r\nFlere politikere – også fra regeringspartierne - opfordrer kommunerne til at løfte lidt på låget.
\r\nMon ikke efterårets kommunalvalg blandt andet – som så mange gange før - vil komme til at handle om forholdet mellem udgiftsniveau og velfærdskvalitet?
\r\n\r\n
Vi har tænkt os at bede om at få klare prioritetsudmeldinger fra partierne …
\r\n\r\n
Søren Skjødt, formand
Dokument:Udskrevet fra www.fadd.dk 05,08,2026