En delegation fra FADD havde for nyligt et rigtig godt møde med Børne- og undervisningsminister Christine Antorini.
Vi drøftede blandt andet FADDs bekymring for den gruppe af børn og unge – herunder nogle af de bogligt senmodne – der som et led i inklusionsbestræbelsen ofte kommer på 'tålt ophold' i folkeskolen.
Derved bliver disse børn måske nok formelt en del af et klassefællesskab, men de får ikke nødvendigvis de resultater og det udbytte, som de ville kunne have fået i et specialundervisningstilbud for en kortere eller længere periode; hverken personlighedsmæssigt, socialt eller læringsmæssigt.
Vi diskuterede desuden forskellen på, hvad børn og unge har krav på og hvad de har brug for.
Hvis man som 14årig samlet set har gået i skole i 5 år, så vil barnet ofte - trods intensive indsatser undervejs - have brug for mere end to år for at kunne færdiggøre folkeskolens 9. klasse.
Vi drøftede vigtigheden af, at vi undgår, at unge, der har bestået afsluttende prøver i for eksempel 3 fag kommer til at figurere i statistikken under kategorien ’ikke afsluttet afgangsprøve’?
Og vi forelagde ideen om, at afholde prøver, når den unge er klar til det - altså termins-uafhængige/’rullende’/’opdelbare’ prøver.
Ministeren havde både forståelse for og ønskede at medvirke til, at den viden vi har på det specialiserede socialområde mere offensivt og systematisk kan bringes i anvendelse i ønsket om at flere udsatte børn og unge kommer med på uddannelsesvognen.
Vi skal fremover mødes med flere af ministeriets medarbejdere mhp at drøfte nye tiltag, der skal medvirke til at forbedre udsatte børn og unges adgang til både folkeskolen og ungdomsuddannelserne...