September-klummen
Udsatte børn og unge området er og bliver legitimeret af, at vi løser opgaverne til alles tilfredshed.
\r\nSamfundet vil have noget for pengene. Vi vil have færre udgifter og flere indtægter så vi har råd til velfærd også i fremtiden; det betyder at samfundet forventer, at der ud af arbejdet med udsatte børn og unge kommer aktive samfundsborgere, der ikke er syge, ikke kommer i fængsel og som betaler skat og svarer enhver sit.
\r\nAnbringende myndigheder vil også have noget for pengene: Øget trivsel, bedre skolekundskaber, mindre kriminalitet, mindre misbrug, mere ro i lokalområdet.
\r\nForældrene vil tages alvorligt, de vil inddrages i deres børns liv. De vil have informationer om hvordan det går. Og de ønsker, at deres børn får det bedre og at de udvikler sig.
\r\nBørnene vil inddrages og beskyttes. De vil have mulighed for at opbygge nye forståelser af sig selv. De vil være sammen med andre børn. Og de vil være ligesom alle andre børn.
\r\nSammenligninger er nogle gange rigtig irriterende. Andre gange giver de god mening.
\r\nDet er en formildende omstændighed, hvis man selv er den, der sammenligner. Og ikke sammenlignes med …
\r\nI FADD ynder vi for eksempel af sammenligne udsatte børn og unge området med sygdomsbehandlingsområdet.
\r\nAf og til hører man, at nogle mennesker synes, det er synd for børn at blive anbragt. Eller at gå på en specialskole. Eller at komme på en dagbehandlingsinstitution.
\r\nMen det svarer altså til, at man synes det er synd for syge børn, at blive sendt på hospitalet, fordi der bor andre syge børn.
\r\nHvis man endelig skal bruge ordet synd, er det synd ikke at få behandling, hvis man er syg.
\r\nDer er to centrale pointer:
\r\nDer er – og skal være forskel på hvilken behandling et barn skal have – hvad enten vi er udsat-området eller i syge-området.
\r\nDet afgørende er naturligvis, hvilken grad af udsathed eller sygdom barnet har.
\r\nDer er noget Falck-kassen kan klare, lidt sværere til fælde fixer skadestuen eller den praktiserende læge. Andre sygdomme kræver tidsintervalbestemte indsatser – enten dagligt eller månedligt. De mest komplekse og alvorlige sygdomme kræver indlæggelse – og kan indbefatte langvarige behandlingsforløb.
\r\nPå udsatte børn og unge området er der tilsvarende indsatser, der stiger i intensitet bestemt af barnets udfordringsniveau: Noget mobberi kan klares af skolelæreren eller skolepædagogen, typisk i samarbejde med de involverede børns forældre. Mere alvorlige trivselsproblemer kræver måske involvering af sagsbehandler. Herefter kan barnet og familien tilbydes familiebehandling. Måske i samarbejde med et dagbehandlingstilbud. Skoleproblemer kan nogle gange klares med ekstrahjælp i klassen, andre gange er mere insisterende hjælpeforanstaltninger påkrævede.
\r\nØverst på anbringelsesstigen er døgninstitutioner med intern skole
\r\nI den medicinske verden har man i årevis kunnet profitere af at undersøge virkningen af bestemte indsatser ved at tilbyde sammenlignelige grupper hhv medicin og placeboprodukter.
\r\nDen mulighed har vi ikke haft på samme måde på det socialpædagogiske og det undervisningsmæssige område.
\r\nMen måske der er noget på vej.
\r\nInternationale studier fra blandt andet University of Western Ontario har vist, at man nu kan måle koncentratet af stresshormonet kortisol i hår. Da man ved, at et hår vokser ca. 1 cm om måneden, kan man ved at måle kortisolmængden i et 6 cm langt hår aflæse stressniveauerne et halvt år tilbage.
\r\nUden i disse spalter at tage etisk stilling til, om vi så fremover skal se eksempler på den type målinger på udsatte børn, der hhv tilbydes og ikke-tilbydes behandling, så er vi altså ved at være der, hvor vi i al fald kan vurdere om en indsats fører et fald i stresskoncentration med sig
\r\nDen udvikling følger vi rigtig gerne…
\r\nFor det andet:
\r\nVi skal måske til at tænke lidt mere over begrebet 'relativ normalitet'.
\r\nHvis du er skeptisk, kære læser: Prøv at lukke øjnene og forestil dig en situation i din barndoms skolegård, hvor du i et tænkt eller realistisk øjeblik står alene og ser på, at de andre børn har et fællesskab, som du ikke kan få adgang til?
\r\nPrøv så at forestille dig denne følelse gentage sig ved skoleskift, til fritidsaktiviteten, hos plejefamilie nummer to og tre?
\r\nKan du frem- eller genkalde glæden over pludseligt at få øje på nogen, der ligner dig selv?
\r\nDe fleste børn - ikke mindst udsatte børn og unge - svarer som regel på spørgsmålet om, hvad de ønsker sig for deres liv, at de vil have et normalt liv: En sød kæreste, et godt job, et ordentligt sted at bo, en god familie osv.
\r\nMen det må da passe meget godt med det inklusionsfokus, der præger debatten om udsathed?, kunne man indvende.
\r\nBestemt. Det giver rigtig god mening, at børn skal inkluderes i daginstitutioner, skoler, idræts og fritidsklubber.
\r\nVi, der arbejder med de udsatte børn og inklusionsbestræbelserne har en vedvarende forpligtelse til at lede efter alle sprækker, der kan give udsatte børn og unge mulighed for at blive en del af et normalt fællesskab.
\r\nMen der er bare børn som har så store udfordringer, at de enten kommer på tålt ophold i skolen, fodboldklubben og rollespilsklubben eller slet ikke kommer der.
\r\nFor disse børn er der en rigtig god ide i, at man etablerer det næstbedste - fordi det bedste så alligevel ikke konkret er det bedste: Et fællesskab – men dog et fællesskab – der knytter deltagerne sammen i en relativ normalitet, hvor man får mulighed for at gøre afvigelse til et foreløbigt normalitetsanliggende; ved at være sammen med andre på nogenlunde samme niveau– så man ikke altid stikker negativt af fra fælleskabet ved at være ham eller hende med minuspointene. Og så have for øje, at dette fælleskab skal skabe rammen for at deltagerne kan indgå i nye fællesskaber.
\r\nBilledet giver mening i en verden hvor selviscenesættelse er veleksponeret disciplin – ofte vist i bedste sendetid…
\r\nAt være en træningsbane med de dygtigste trænere er den egentlige ambition for det moderne tilbud for udsatte børn og unge. Så disse børn på kortere eller længere sigt kan lære at blive en del af det 'normalt normale fællesskab'.
\r\nSom et eksempel på den forpligtelse tog Børne og Ungecenter VejleFjord et interessant initiativ for nyligt.
\r\nI et tillæg i JP om Vejle Kommune indrykkede forstander Lone Pedersen en helsidesannonce med overskriften: Anbringelse kan være vejen frem.
\r\nVi kan godt lide, at vore medlemsinstitutioner prøver forskellige muligheder af for at komme til orde. Også gerne ved at gå ad veje, der ikke bruges så tit.
\r\nDe skrev:
\r\n”Fælles for alle børn og familier der kommer i kontakt med Børne og Ungecenter VejleFjord er, at de er i forskellige former for ’sociale nødsituationer’, som viser sig i hverdagen som f. eks. skænderier, konflikter magtesløshed, mistrivsel og skolefravær. For at takle hverdagens krav eller komme ud på den anden side af de vanskeligheder, de befinder sig i , har børnene og familierne i en periode brug for at samarbejde med robuste og fagligt velfunderede voksne. Alle børn og familier har drømme, som de stræber efter at realisere, men vejen der til er sjældent enkel og uden besværligheder. Gode fagfolk, der samarbejder på tværs af sammenhænge i skole, i hjemmet, på institutionen og i fritiden støtter op om børn og familier så der spottes nye og bedre veje at gå.”
\r\nFortsat – godt efterår
\r\n\r\n
Søren Skjødt, formand for FADD
Dokument:Udskrevet fra www.fadd.dk 04,08,2026