Lokalavisen i Halsnæs har på det seneste beskæftiget sig med udsatte børn og unge.
\r\n\r\n
I en artikel fra den 23/2 udtaler kommunens socialchef Christian Lorens Hansen:
\r\n"Halsnæs har tidligere placeret mange, især unge, i døgninstitutioner. Det er hundedyrt, og ofte vil en plejefamilie være en bedre løsning."
\r\nNu er det ikke første gang en kommunal embedsmand prøver at problematisere forholdet mellem pris og resultater.
\r\n\r\n
Jeg lover til gengæld, at det ikke bliver sidste gang vi vil virkelighedskorrigere udsagn, der blander tingene sammen og hvis konsekvenser kan være på kant med lovgivningen.
\r\nFor at blive i den kommunale logik: Lad os starte med prisen:
\r\n’Det er hundedyrt’, siger Christian Lorens Hansen.
\r\nSigne Hald Andersen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed siger:
\r\n’Fra tid til anden rammes danske medier af historien om, at udgifterne til anbringelser er eksploderet de senere år.
\r\nMen det er ikke korrekt. Siden år 2000 har de ligget på samme niveau, nemlig 15 til 17 mia. kr. om året i faste 2011-priser.’
\r\nFra ’Når man anbringer et barn II’, Rockwool Fondens Forskningsenhed 2013.
\r\nTal fra professor Inge Bryderups mangeårige forskning viser tillige, at såvel antallet af udsatte børn og unge som den del af BNP vi bruger på udsatte børn og unge i Danmark har været nogenlunde konstant siden indførelsen af den første børnelov i 1905.
\r\n\r\n
Derudover er der mange der har sagt det: Investeringer i udsatte børn og unge kan betale sig.
\r\nDen svenske nationaløkonom Ingvar Nilsson har i rapporten, Insatser kring barn och unga – en kortsiktig kostnad eller en långsiktig social investering med hög lönsamhet? (2011) for eksempel slået fast:
\r\n\r\n
”Meget forenklet kan man sige, at hvis vi satser 500.000 på et lille barn, der har problemer i skolen - og det er en stor satsning - lykkes det så i to procent at vende udviklingen til det bedre, så har den her investering kunnet betale sig.”
\r\nSå hundedyrt?
\r\nDet koster det, det koster. Vi har alle en forpligtelse til at være omkostningsbevidste og til vedvarende at lede efter bedre og billigere måder at håndtere både udsathed og de økonomiske forudsætninger, der skal til for, at indsatsen giver mening.
\r\nLad mig i den forbindelse advare de kommuner (og det er ikke alle), der for øjeblikket afprøver eksperimenter med at omprioritere ydelserne for kommunens udsatte borgere: Man kan spare så hårdt, at ydelserne bliver så dårlige og ineffektive, at det bliver en selvopfyldende profeti, at indsatsen ikke står mål med investeringen. Low cost kan betyde low benefit!
\r\nPå udsatte børn og unge området er vi optagede af, at det enkelte barn får det tilbud, som bedst matcher dets behov for uddannelse, omsorg og sundhed, der tilsammen skal medvirke til ’at vende udviklingen til det bedre’, som også socialchefen fra Halsnæs ønsker det.
\r\n\r\n
Dette udgangspunkt kan man læse mere om i Lov om social service og dens intentioner, hvoraf det fremgår, at myndighed ikke må vurdere en ydelses relevans alene ud fra økonomiske hensyn.
\r\n'Ofte vil en plejefamilie være en bedre løsning’, siger Christian Lorens Hansen.
\r\n\r\n
Vi siger: Hvor ved Christian Lorens Hansen det fra?
\r\nPlejefamilieområdet er blandt de dårligst belyste anbringelsesformer. Med det fokus, der er på dokumentation, så giver påstanden i bedste fald ikke mening.
\r\nEr vi blot vidner til en holdning?
\r\nEt udsagn bliver ikke sandt bare fordi det bliver gentaget …
\r\nSå vil en plejefamilie ofte være en bedre løsning?
\r\nI forhold til hvad?
\r\nMin pointe er, at det må og skal – som nu og fremover- være børnesagkyndige, der skal vurdere karakteren af de problemer og udfordringer, som barnet eller den unge har – og som så sammen med myndighed og tilbud – barn og familie - sætter de nødvendige initiativer i gang.
\r\nFor os at se, er det afgørende, at vi bliver dygtigere til at tænke både og – i stedet for enten eller.
\r\nVi skal strukturelt og indholdsmæssigt fokusere på, at indsatserne - fra det rådgivende til det specialiserede - hænger sammen.
\r\nI det perspektiv er det rigtig vigtigt, at der udarbejdes dynamiske planer for hvad, der skal ske med et udsat barn – på kort og langt sigt; at der både er en mening og en retning. Herunder at der er et gennemtænkt FØR-, UNDER- og EFTER-aspekt i enhver indsats
\r\nForventningen må være, at børnene skal have et tilbud som de profiterer af og at de voksne omkring barnet er gearede til at skrue indsatshåndtaget op og ned - efter behov. Og vel at mærke med den type faglighed og empati, der skaber nænsomhed og effekt i overgangene i børns liv.
\r\n\r\n
Det var i den forbindelse befriende at læse tidligere familieplejekonsulent Søren Torrense Hansens reaktion på artiklen i Halsnæs Avis:
\r\n\r\n
"Åh nej, nu igen. Det er den samme gamle historie om institutioner kontra plejefamilier. Når Halsnæs Kommune nu vil flytte børn og unge fra døgninstitutioner til familiepleje, så ringer alarmklokken hos mig. For man kan ikke sige, at plejefamilie altid er bedre end døgninstitution eller socialpædagogisk opholdssted. Halsnæs Kommune har især mange anbragte i aldersgruppen 14-17 år. Det tegner et billede af, at man har været for længe om at reagere. Problemer opstår sjældent først, når børnene er blevet så gamle."
\r\nDen lader vi stå et øjeblik …
\r\nDer findes ikke en indsatsform, der principielt og til alle tider er bedre end andre.
\r\n\r\n
Det afhænger først og fremmest af, hvad barnet har brug for.
\r\nDer er meget, vi ved:
\r\nVi ved, at den tidlige og rigtige indsats er vigtig.
\r\nVi ved, at investeringer kan betale sig.
\r\nVi ved, at uddannelse og beskæftigelse fremmer også udsatte børn og unges deltagelse i samfundslivet.
\r\nOg så ved vi at indsatstrappen har visse mangler: Det psykiatriske område er fraværende, lige som mangel på specifikke tilbud gør, at nogle udsatte børn og unge ikke får det rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt.
\r\nVi forestiller os, at videnscentre og/eller partnerskaber mellem flere typer tilbud med den nødvendige faglige tyngde, fleksibilitet og økonomiske bæredygtighed i et tværdisciplinært samarbejde med udvalgte ministerier, KL, Danske Regioner og relevante forskere vil kunne nyskabe indsatserne til gavn for de udsatte børn og unge OG for samfundsøkonomien.
\r\n’Vi vet ännu mindre om vad det skulle kosta om vi gjorde ingenting’, som Ingvar Nilsson siger.
\r\n\r\n
Vi skal vide mere …
\r\n\r\n
Glædeligt forår.
\r\nSøren Skjødt, formand
Dokument: