April klummen
I modsætning til i Sverige, hvor de ikke ved, at der er noget der hedder Sveriges-modellen, så kender rigtig mange mennesker i DK til Herning-modellen. Dels i Herning (!) dels fordi modellen været diskuteret flittigt blandt landets socialarbejdere, politikere og embedsmænd siden optakt og opstart i 2012.
\r\nSå mest af alt for lige at genkalde udgangspunktet:
\r\nTo Herning-døgninstitutioner Hedebocentret, afdeling Claudisvej, og Toften i har i 4 år i samarbejde med Metodecenteret udviklet og implementeret et koncept for intensive anbringelser.
\r\nKonceptets intention var at opbygge en ny måde at tænke anbringelser på og vise, at en anbringelse på døgninstitution ikke behøver at vare i flere år. At det også kan være en specialiseret kortvarig indsats, der kan igangsætte en ny positiv udviklingsproces for de udsatte børn og deres familier.
\r\nI FADD har vi fulgt udviklingen nøje.
\r\nIkke fordi vi mener, at hele udsatte børn og unge-indsatsen skal omlægges og konsekvent følge sporene fra Herning … og Sverige, men fordi der i modellen var og er aspekter, som kan bruges til at supplere og vitaminisere andre trin på indsatstrappen.
\r\nDet vigtige er, at vi til enhver tid bruger vores bedste viden og de forståelser og indsatser, som de udsatte børn og unge kan profitere af – individuelt.
\r\nHer har de mål- og tidsfokuserede indsatser noget at byde på.
\r\nHvis dette forehavende – at forløse bedste viden, forståelser og indsatser - skal lykkes, stiller det krav til politiske beslutningstagere, embedsværket og praktikerne om at sikre, at der på indsatstrappen er de nødvendige tilbud.
\r\nOg at indsatstrappen samlet set skal indeholde såvel den faglige tyngde som den tilbudsmæssige bredde, der skal medvirke til at de udsatte børn og unge får tilbudt den rigtige indsats så tidligt som muligt og så længe som den giver mening og er påkrævet i forhold til barnets trivsel og udvikling.
\r\nKigger man i den forbindelse udover det politiske landskab, kalder tiden måske på et opgør med kommunernes selvbestemmelse ift indsatserne, som alternativt kan detaljestyres på udvalgte områder via lovgivningen?
\r\nMåske vi også kan begynde en mere konkret diskussion om flerårige kommunale budgetter på området og flere tværkommunale løsninger hvad angår særlige problemstillinger for at lappe hullerne i indsatstrappen?
\r\nPå en temadag i FADD for nylig fremlagde Metodecentret resultaterne af de 4 års arbejde, som kan læses her http://metodecentret.dk/udgivelser/intensive-anbringelser.aspx (hvorfra også evalueringsrapporten kan hentes)
\r\nI temadagen deltog – udover ledere og medarbejdere fra Hedebocenteret og Toften også Børn og ungecenter Vejle Fjord og Børn og ungecentret Østervang i Holstebro.
\r\nI vores optik ser det ud til at:
\r\n- \r\n
- Der er meget godt i modellen; herunder vigtigheden af at have forståelse for, at man i en børn- og unge-indsats skal overtage fra og overdrage til nogle andre. \r\n
- Indsatsen virker for nogle børn i nogle målgrupper \r\n
- Geografiske forhold betyder meget: Når inklusion i skole og fritidsliv spiller en vigtig rolle i en indsats, skal eksempelvis døgninstitution, familie og plejefamilie ligge i nærheden af hinanden for at parterne kan koordinere og understøtte barnet i inklusionsprocessen \r\n
- Der mangler kvalificerede plejefamilier til at overtage hele eller dele af indsatsen \r\n
- Vi på døgn- og dagtilbudsområdet for udsatte børn og unge har mange steder og bør have en forpligtelse til og et ansvar for at medvirke til at kvalificere og redefinere plejefamiliernes opgave og den måde opgaverne bliver udført på \r\n
- Indsatsen handler IKKE kun om at ansætte nogle flere socialrådgivere. En opgradering af medarbejdere i HELE indsatsen er en forudsætning \r\n
- Ledere og medarbejdere på de involverede institutioner har oplevet et fagligt boost, hvilket ser ud til at føre faglig selvtillid og øget engagement med sig.
Lad mig lige dvæle ved det sidste. Hvad er det, der gør at mennesker kan blive ved med at relancere sig selv og føje nye kapitler til den faglige historie?
\r\nDen amerikanske psykoterapiforsker Scott Miller fremhæver, at der er tre ting, der karakteriserer den gode psykoterapeut: 1) skal have en teori og metode han/hun er velbevandret i og tillige være optaget af teoriens og metodens udvikling, 2) skal være villig til at tale om problemerne i sit arbejde og 3) skal kunne se en sammenhæng mellem metode og de problemstillinger han/hun arbejder med.
\r\nPointen er til at få øje på: Det er ikke selve teorien og selve metoden, der nødvendigvis er afgørende, men den velbevandrethed, den problemanerkendelse, den udviklingsnødvendighed, den sammenhæng, og den optagethed som terapeuten oplever og tilbyder, der betyder noget i samspillet med det menneske, som har brug for den professionelle indsats.
\r\nVi lader den stå et øjeblik og minder om vigtigheden af at forstå, at den professionelles tilgængelighed, responsivitet og engagement – som i er væsentlige begreber i arbejdet med udsatte børn og unge – ikke hverken opstår eller vedligeholdes af sig selv. Men kontinuerligt som en del af en organisatorisk forankring skal holdes op mod lyset og forfines ind til spændingskurven knækker… og der skal nye boller på suppen.
\r\nUdsatte børn og unge området er et dynamisk område, der kontinuerligt skal afspejle det øvrige samfunds grundsyn på børn.
\r\nVi har en vedholdende forpligtelse til at vores metoder, vores forståelser og omgangsformer flugter med den måde vi ser på børn samfundet og den værdi vi tillægger børn og barndom generelt.
\r\nDet er de mål- og tidsfokusrede indsatser et konkret udtryk for med dens fokus på det enkelte barn, familieinvolvering, uddannelsesorientering og opfølgningsarbejde.
\r\nSkrækscenariet er, at nogle af de kommuner eller institutioner, der påtænker at starte mål- og tidsfokuserede indsatser op, tror, at de kan copy-paste sig til et hurtigt, billigt og light-end anbringelsesfix.
\r\nHvis det mind-set som praktikerne også fra Vejle Fjord og Østervang fremhæver som væsentligt at forandre, skal konstituere bedre løsninger, så er der kun det lange seje træk, der kan forløse intentionerne.
\r\nI projektet har man blandt andet undersøgt hvornår i et anbringelsesforløb, man registrerer den største effekt. Det gør man ifølge undersøgelsen inden for det første halve år. Ræsonnementet er så, at man ved at koncentrere indsatsen indenfor det første halve år kan opnå en øget effekt i forhold til at afhjælpe barnets udfordringer.
\r\nEn sammenligning: Den største effekt i forbindelse med et barns indlæggelse på Rigshospitalets traumeafdeling efter et alvorligt trafikuheld, har vi indenfor den første halve time. Blødningerne skal stoppes. Men betyder det, at barnet skal udskrives efter en halv times intensiv behandling?
\r\nNæppe.
\r\n\r\n
Det samme gælder indenfor udsatte børn og unge-området. De børn der kan udskrives efter et halvt års intensiv behandling, skal det.
\r\nMen hvis barnet har flere og mere alvorlige skader – og hvis sagkyndige vurderer at barnet vil profitere af det – så skal behandlingen finde sted indtil barnet klarer sig bedre eller ligesågodt uden…
\r\nVi har i disse år fokus på anerkendelse, inddragelse og respekt og at dannelsesfilosofien tager udgangspunkt i forestillingen om værdighed, integritet og autonomi. Ligesom vi fra forskningen ved at høj grad af selvkontrol ser ud til i sig selv at skabe værdifulde forudsætninger for ikke bare at forebygge problemer i livet men også at det enkelte menneske kan realisere sit eget potentiale bedre end mennesker med lav selvkontrol.
\r\nUden at ville kreditere Herning-modellen for alt aktuelt nyt, så fører den brydningstid vi er i også nye ord og begreber med sig.
\r\nVi kommer til at høre mere til basismedarbejdere, netværksmedarbejdere, midlertidighed i børns liv, lokalsamfundsinddragelse, ressourcepersoner, fleksibilitet i arbejdstidstilrettelæggelsen, forældrehandleplaner etc.
\r\nOg mindre til kontaktpædagoger, relationsarbejde (som det primære arbejdsmæssige omdrejningspunt), vagtplaner etc.
\r\nDe dybe og bredspektrede indsatser som de kommer til udtryk i en mangfoldighed af indsatstyper, nogle korterevarende andre længerevarende, vil vi gøre hvad vi kan for at fastholde på indsatsviften.
\r\nLakmusprøven er enkel: Medvirker de til at fremme udsatte børn og unges sundhed, livsglæde og samfundsdeltagelse? Eller gør de ikke…
\r\n-----
\r\nTil sidst fra min egen verden:
\r\n\r\n
17. april har Zentropa gallapremiere på filmen ’Der kommer en dag’, som er en film om Godhavn og andre børnehjem i Danmark.
\r\nFilmen, der er instrueret af Jesper W. Nielsen efter ide og manuskript af Søren Sveistrup tager udgangspunkt i to brødres liv i en tid præget af økonomisk opsving, ungdomsoprør og teknologiske landvindinger i slutningen af 1960erne.
\r\nEfter nogle rapserier, morens sygdom og en onkels begrænsede muligheder for at tage sig af drengene anbringes de to drenge på Gudbjerg.
\r\nDet bliver starten på en tid med tæsk, ydmygelse og hårdt arbejde.
\r\nHandlingen er inspireret af Godhavnsdrengenes oplevelser i 1950erne og 1960erne og ER en barsk oplevelse. I første omgang for drengene. Dernæst for tilskuerne. Også for mig, der efterhånden har set filmen nogle gange.
\r\nPå Godhavn og i FADD har vi af gode grunde vidst længe, at filmen var på vej.
\r\nVi har – uafhængigt af hinanden - forberedt os i begge organisationer, så godt vi kan.
\r\nTil områdets aktører: Vi kan alle blive inddragede, selv om der er gået over 50 år siden handlingen udspillede sig.
\r\nHistorier kan dukke op. Enkeltpersoner kan blive fremhævede. Hvad vi troede var glemt, kan pludseligt få nyt liv. Og opmærksomhed fra medier og på sociale platforme skal vi forvente – uden at blive paranoide.
\r\nVores udgangspunkt er, at alle tidligere anbragte har ret til at fortælle deres historie.
\r\nKun ved at anerkende og at genfortælle, hvordan tingene var, kan vi holde fast i at fravælge det, vi ikke bryder os om. Også selv om vi troede, at det var det rigtige, mens det stod på.
\r\nÅbenhed og gennemsigtighed er vigtig.
\r\nVi må vedholdende lære og blive klogere.
\r\nAt et kunstnerisk medie (som en spillefilm) beskæftiger sig med vores fag er fantastisk
\r\nSå vores opfordring er, at vi åbner op. Vi ved I gør det i forvejen, men der kan komme flere henvendelser til jer og flere tidligere anbragte kan komme på ’tilfældige’ besøg.
\r\nDeres historier er vigtige.
\r\nVi forsøger ikke at bortforklare, men anerkender de gode såvel som de dårlige historier.
\r\nVi dukker os ikke.
\r\nOg selv om vi ikke nødvendigvis har personlige aktier i historierne, har de mennesker, der fortæller dem krav på vores opmærksomhed og respekt.
\r\nSamtidig med at vi skal tage os af de børn, vi aktuelt har i vores varetægt. Og sikre de rigtige doser af beskyttelse og udfordringer.
\r\nI FADD har vi med reference til hele vores område følt os kaldede til at skrive en kronik, som vi håber en af de store aviser vil bringe.
\r\nVi svarer blandt andet på spørgemålene: Hvordan er det i dag? Kan det ske igen? Hvad gør vi for at undgå det?
\r\nSom forstander på Godhavn deltager jeg i rigtig mange møder og holder mange oplæg om Godhavn i dag .
\r\nDet skal ikke være nogen hemmelighed, at vi prøver at bruge den dårlige historie til at fortælle nogle gode …
\r\nMed al respekt for de tidligere anbragte, der kæmper den retfærdige kamp …
\r\nLad det ikke ske igen.
\r\nFilm skal ses i biografen …
\r\nGlædeligt forår…
\r\n\r\n
Søren Skjødt, formand for FADD
\r\n
Udskrevet fra www.fadd.dk 04,08,2026