Som læsere af vores facebook-opslag vil vide det, var vi rigtig glade for at være med på Folkemødet her tidligere i juni.
Man bliver glad-i-låget over at være dansker sådan nogle dage, fordi man møder en masse mennesker, der har noget på sinde – og som rigtig gerne vil dele det med os andre. Traditionen med at vi deler os efter anskuelser og diskuterer med hinanden får ny næring med dette tilbagevendende demokratifremmende initiativ.
De var der alle sammen; politikerne, journalisterne, lobbyisterne, turisterne, pensionisterne og hjemmeværnet, der sammen med et talstærkt politiopbud diskret sørgede for god ro og orden.
Og så var der naturligvis interesseorganisationerne, som os selv …
Vi havde fornøjelsen af selv at deltage i nogle debatter undervejs, men havde derudover tid til at drible lidt rundt på området, i boderne, på bådene, i teltene og på cafe’erne.
Vi er nu gået i tænkeboks i forhold til, hvordan og med hvilken intensitet vi skal deltage i 2017.
Jeg vil nævne 3 ting som konkret har gjort indtryk på os i vores lille FADD-delegation:
1. Selv om en af pointerne med Folkemødet er at mødes i fordomsfrihed og fordragelighed, så er det vores oplevelse, at ’den hyggelige samtale’ som socialpædagogerne havde indbudt socialminister Karen Ellemann til – sikkert utilsigtet, men ærgerligt nok – blev for ufarlig, for uspændende, og dermed for uinteressant – fordi rammen var sat op til ’nu-må-vi-jo-ikke-ødelægge-den-gode-stemning’
Der var ellers nok at tage fat på.
Næste år vil vi rigtig gerne udfordre socialministeren – hvis hun stadig er der – på følgende spørgsmål og lægge op til et civiliseret skænderi om:
Er boller og lagkage i en plejefamilie virkeligt hvad socialministeren mener, skal være samfundets bud på, hvad udsatte børn og unge har brug for i 2016?
Hvordan flugter den retorik med, at vi skal - og gerne vil - måle indsatsens kvalitet?
Er ministeren klar over, at plejefamilieområdet er blandt de sjældnest undersøgte indsatsformer – forskningsmæssigt set?
Synes socialministeren ikke, at det er et problem, at indsatserne for udsatte børn og unge er så forskellige i de 98 kommuner?
Hvad vil ministeren sige til vores forslag om at erstatte de ord, hun bruger om magtanvendelser, sund fornuft, kærlighed og konsekvens med viden, omsorg og udvikling?
Hvad tænker ministeren om, at vi prøver at vende evidenstænkningen om, og som supplement til viden om, hvad der virker, tog udgangspunkt i, hvad vi ved, der skaber eller forstærker udsathed: Mangel på anerkendelse, tilsidesættelse af basale fysiske behov, følelsesmæssig afvisning, utilstrækkelig eller forkert behandling, straf, sundhedsskadelige stoffer, for lidt søvn, ikke-ernæringsrigtig kost, ubehandlede sygdomme, passivitet, ukoordinerede indsatser, for langsom reaktionstid på indsatsens iværksættelse osv?
Og brugte disse ledetråde på måling af indsatsen: I hvilket omfang lykkes det at etablere et omsorgsfuldt og udviklingsorienteret miljø, hvor barnet anerkendes, får opfyldt basale fysiske behov, imødekommes følelsesmæssigt, får det rigtige tilbud og behandling, ikke udsættes for sundhedsskadelige stoffer, får tilstrækkelig søvn, ernæringsrigtig mad, kontinuerlige sundhedstjek og behandling, oplever rettidig omhu og en koordineret netværksinddragende indsats?
Hvad vil der ske, hvis vi ændrer italesættelsen af indsatsen fra: ’Risikoen for at blive anbragt er faldet’ til ’Muligheden for at blive hjulpet er steget?’
Hvordan kan det være, at lov om voksenansvar på plejefamilieområdet kun skal gælde de 87 (!) kommunale plejefamilier, der er i DK?
Selvfølgelig har vi et par spørgsmål mere i ærmet…
2. Siden starten af 1990erne har den offentlige sektor i Danmark været dikteret af principperne i New Public management.
I 90erne kan der meget vel have været god mening i at ændre præmisserne for forbruget i de offentlige udgifter. Men allerede i 2007 skrev de selvsamme debattører, der i 90erne var medarbejdere i Finansministeriet og som i egenskab heraf var med til at formulere NPM-strategien en velkendt kronik i Politiken med overskriften: Tilgiv os– vi vidste ikke bedre. Siden har det været op ad bakke for modellen, der ifølge i al fald nogle undersøgelser kun har gjort den offentlige sektor dyrere og dårligere..
På Folkemødet fik vi god kontakt en af kronikørerne, Henrik Hjortdal, der siden har været en af de meget hårde kritikere af NPM. Vi aftalte at mødes med ham for at udveksle synspunkter blandt andet med henblik at vitaminisere vores ønske om en national metaplan for udsatte børn og unge området i DK. Herunder også at drøfte nye styringsmodeller.
Problemet er til at føle på: NPMs endimensionelle fokus på resultatmålinger opleves af mange ledere og medarbejdere som et udtryk for mistillid. Mistilliden kommer til udtryk som demotivation. Som igen fører produktivitetsnedgang med sig – for nu at blive i NPM- terminologien …
Med fare for at blive for sloganagtig: Sammen må vi kunne gøre det bedre …
3. Forskning på udsatte børn og unge området er forhåbentligt kommet for at blive.
Vi er rigtig mange, der har interesser i, at områdets aktører får mulighed for at lægge ny viden og nye erfaringer til grund for udvikling af praksis.
På Folkemødet deltog jeg blandt andet i en paneldebat om efterværn.
Rockwool-fondens Signe Hald Andersen præsenterede resultaterne af en undersøgelse, som hun og fonden netop havde afsluttet.
Nogle gange kan det give mening, at problematisere en undersøgelses vilkår, omstændigheder, tal og metoder.
I FADD er vi først og fremmest interesserede i, at de unge får et bedre efterværn.
Vi vil gerne forstyrres i vores selvopfattelse af, hvad der er godt & skidt …
Så når vi godt ved, at en indsatstype som efterværnet kan forbedres – og det kan den - er det betimeligt, når et forskningsresultat spotter de ømme punkter – uanset om der er forhold ved undersøgelsen, der kan give anledning til kritik.
Undersøgelsen påpeger, at der er plads til forbedringer i såvel kommunernes prioriteringer, sagsbehandlernes akkuratesse og institutionernes metoder.
Så er den ikke længere: Sæt i gang!
Dybt nede i socialpædagogikkens DNA ligger optagetheden af kontinuerligt at være opmærksomme på de etiske fordringer: På at ville, kunne og skulle, på magten, afmagten og modmagten. På at anerkende, reflektere og insistere…
Så hvad enten det handler om anstændigheden i, hvad et samfund tilbyder de mest udsatte børn og unge, hvem der skal kunne hvad i magtanvendelser og hvordan vi indtænker den meningsfulde forskning som forudsætning for, at vi kan blive ved med at blive dygtigere, så er håndteringen af og nysgerrigheden på etiske spørgsmål helt afgørende for såvel kvaliteten i arbejdet som for fagets fortsatte legitimitet.
Vi glæder os derfor til vores årsmøde – 9.-11. november 2016 – hvor vi får lejlighed til at både at blive eksternt udfordrede og internt klogere på, hvad der er op & ned i vores etiske selvforståelse – som alt andet lige skal give udsatte børn og unge flere kompetencer og mere tro og håb.
Program udsendes i august…
God sommer
Søren Skjødt, formand for FADD