Allerførst GODT NYTÅR.
Det er en god opfindelse med helligdage, ferie og fri.
For eksempel får man tid til at læse friske aviser og gamle artikler…
I Politikens MODERNE MENNESKER- klumme den 1. januar 2018 skrev Sven Brinckman, der jo efterhånden har fået skabt sig den position, at hvis Folkemødet havde haft en Orange Scene så ville han både have indledt og afsluttet 4 dages Folke-festivallen med at STÅ FAST på indspark til, hvad der er right’n’wrong til folket, som ingen anstændig DJØF’er ville GÅ GLIP af – inklusive STÅSTEDER til de forventelige follow-up-events med bogsignering og autografskrivning – afmålt overvåget og køligt afgrænset af veltrænede og kortklippede mænd i stramme jakkesæt og moderne solbriller:
”Vi er tvunget til at bekymre os mere, fordi der sjældent i menneskehedens historie har været større grund til bekymring. Vi har nu i et halvt århundrede lært os lykketeknikker, der skal gøre livet behageligt for os og fjerne vores bekymringer. Nu må vi igen lære os at føle ubehag”.
Jeg kom til at tænke på her ved begyndelsen af et nyt år, hvor vigtigt det er for os, der arbejder med børn og unge i udsatte positioner, at vi vedholdende bliver ved med at holde fast i troen og håbet på, at det nok skal gå og at det gode vil sejre.
Det uafviselige ved livet er, at vi mellem yderpositionerne fødsel og død vil opleve det hele – opture, nedture, glæder og sorger.
Ubehag og håb. Brøndby taber, Brøndby vinder. Ingen lykke uden bekymring.
Det afgørende må være, at vi gør, hvad vi kan for at kvalificere vores styre- og handlekraft, der hvor vi kan.
Det, der for alvor er bekymrende, er det vi ikke kan handle på.
Troen og håbet bliver nærværende og udslaggivende, når vi handler – og når vores handling giver mening.
Det sidste var resultatet af operations Julegaveregns-indsamlingen et eksempel på.
Vores gode venner - og sammen med dem hele set-up’et af sponsorer, ambassadører, private bidragsydere, firmaer og fonde - gjorde det, vi ikke havde turdet håbe på. Eller rettere netop det, vi havde håbet på: De nåede millionen og satte dermed indsamlingsrekord med mere end 200.000 kroner over det, den hidtidige rekord lød på …
Vi har derfor haft travlt på den rigtig gode måde:
Vi har været og er fortsat i gang med at fordele alle de mange rare penge til anbragte børn og unge i hele kongeriget.
De penge falder på nogle meget tørre steder.
Vi, vores medlemmer og ikke mindst børnene og de unge har været R-I-G-T-I-G glade for det fantastiske resultat: At alle anbragte børn og unge kan få en ekstra julegave.
Tilbage til ubehag og frygt:
Selvfølgelig skal vi ikke være naive og fremstå som lalleglade tosser og lade tingene passere forbi os, som orkesteret i Titanic, der bliver ved med at spille selv om katastrofen er – undskyld det ufølsomme udtryk – godt i gang.
Hvilket leder til en artikel i Kr. Dagblad fra 12. maj 2016, som jeg fandt i bunken TIL SENERE BRUG ”Når medarbejdere udtrykker en bekymring eller påpeger nogle kritisable forhold, mødes de med svar, som enten udtrykker afmagt eller er intimiderende. Fordringen er, at man ikke skal kritisere eller prøve at forbedre forholdene, man skal være så robust og hærdet, at man kan tåle dem,” som Rasmus Willig sagde om sin (den gang) nye bog, Afvæbnet kritik.
Min pointe er – udover det med håbet og troen, - at vi, der på gode dage både er voksne, følsomme og klartseende, adresserer forskelligt.
Vi skal tænke os om, se efter hvad der foregår, vurdere godt og skidt – og finde passende udtryk for det, vi mener og aflevere det, der hvor vi sammen med andre kan gøre noget ved det, der forstyrrer, frustrerer eller ødelægger. Mod er, at vi med handling tør håndtere, konfrontere og holde det op mod lyset, der kræver vores tilstedeværelse og vilje til at forandre til det bedre.
Modet kommer i særlig grad til udtryk, når man beslutter sig for at overvinde det ubehag, der af forskellige grunde kan opstå undervejs.
En særlig forpligtelse til at tale imod har vi, når enkeltpersoner eller systemer prøver at få os til at tro, at de nu har fundet mirakelkuren, quickfixet, den endelige opskrift eller sandheDEN.
Det ultimative mod fordrer, at man også er kritisk overfor sig selv og sin egen rolle.
Den intention bruger vi som drivkraft når vi senere på året skal evalurere de sociale tilsyn og deres indsatser. Og vi bruger den, når vi skal forholde os til regeringens reformudspil mod ungdomskriminalitet – Alle handlinger har konsekvenser der manifesterer ønsket om en stramning og en relancering af de indsatser, der kan bringes i spil, når børn mellem 12 og 17 år bryder eller sigtes for at bryde loven.
For eksempel siger vi, at vi i FADD et stykke tid har haft drøftelser med vores egne folk og andre aktører på området, herunder politikere og forskere om temaet.
Vi har ledt efter – og har fundet modsatrettede synspunkter, hvis legitimitet og motivation, vi kun sjældent har haft grund til betvivle eller beklikke.
Vi siger, at løsningerne på problemerne derfor mere kalder på omtanke end på skråsikkerhed – ikke at forveksle med rådvildhed eller handlingslammelse.
Reformen er en af de vigtigere i nyere tid og kræver af os alle det bedste, vi kan præstere – for børnene og de unges skyld – for deres familiers skyld og for det civilsamfunds skyld, der forventer, at vi som samfund kan håndtere udfordringerne med den relativt lille gruppe af børn og unge, der er allermest udsatte og som derfor har brug for en helt særlig fagligt specialiseret indsats.
Og vi argumenterer for, at pointen - når det handler om børn på 12 til 15 år og kriminalitet – er, at det ikke er et spørgsmål om at lede efter skyld eller ikke- skyld.
Det handler om, at et barn har brug for hjælp.
Vi skal forstå, at et barn løbende gennem opdragelse og barndom skal have ansvar, der passer til dets formåen, kompetencer, alder og evne til at konsekvensberegne. Og indflydelsen skal udvides i takt med barnets progression og udvikling.
Dette gælder også når vi skal vurdere hvad vi skal sige hvornår til hvem.
Så vi bliver på det spillebrædt, der afgrænser og anerkender det balancerede forhold mellem håb og virkelighed.
Retfærdigvis skriver Brinckman lidt senere i samme klumme:
”Vi må finde en måde at føle ubehag på, som kanaliserer det over i nødvendige handlinger snarere end depression eller fortrængning. Hvordan dette gøres bedst, bør efter min mening blive en af de store diskussioner i 2018”.
Man fristes til at sige AMEN :-)
Med håbet om og troen på et godt - og modigt - 2018
Søren Skjødt
Formand for FADD