April klummen 2018

I FADD diskuterer vi nogle gange ordet tolerance.
Dels i forhold til børn og unges kulturelle og etniske baggrunde, dels i forhold til forskellige opfattelser af, hvad der fagligt hæmmer og fremmer hvad.
Men også sådan i al almindelighed som et fænomen, der hører med til civilisation, demokrati og sociale kompetencer.”
Som jeg tidligere har skrevet, har vi brug for forstyrrelser for at kunne vedligeholde og udvikle vores fags etiske ståsteder – blandt andet for at undgå selvsving og selvfedme.
Det er en af grundene til, at vi bruger meget af vores tid på at mødes med mennesker, som vi både kan være enige og uenige med.

For nylig tog vi initiativ til at sætte et møde i stand med Dansk Socialrådgiverforenings næstformand og ansvarlig for udsatte børn og unge området Niels Christian Barkholt og Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen.
På mødet drøftede vi – med udgangspunkt i den uafviselige fælles interesse, der er og skal være mellem parterne – såvel en række konkrete anbringelsessager, som forskellige geografisk relaterede modeller, forståelser og praksisoplevelser, som undervejs udmøntede sig i en række ideer til fremtidigt samarbejde.
For at bruge et godt begreb fra Socialstyrelsen, lovende praksis, så er det det billede, vi gik hjem på: Arbejdet med nye samarbejdsprojekter og fællesforståelser ser lovende ud …
Mere om det i kommende nyhedsbreve  

Tilbage til tolerancen:
Som udgangspunkt mener vi, at der både skal være 'højt til loftet og langt til døren', som flere politikere skynder sig at sige, når de har haft interne uenigheder og gerne vil fremstå som en enhed til trods for notorisk modstridende synspunkter.
Bredden i synspunkter, der kommer til udtryk i diskussioner om magt bliver ofte udfordret af stærke holdninger og stærke følelser.

I en tråd på vores facebook side om magt og – hvad enten det modsatte er modmagt eller afmagt - kommenterede flere debattører - medlemmer og ikke-medlemmer af FADD – for nu at male med den store pensel – blød og hård tilgang til magtpraksis.
Magt repræsenterer altid flere forsider, bagsider og det-kommer-an-på-forbehold.
Og sådan må det nødvendigvis være.
Vi har i vores branche at gøre med andre menneskers børn, hvis ve og vel – trivsel og udvikling - vi er blevet betroet at tage form- og indholdsmæssigt ansvar for.
Magt er et komplekst – og ikke sjældent et kontroversielt - område at beskæftige sig med – og at blive enige indenfor.

I FADD anerkender vi, at det meste af det, vi støder ind i vores praksis, skal ses i lyset af den kontekst, som det indgår i.
For at kunne intervenere fagligt forsvarligt og meningsfuldt i socialpædagogiske sammenhænge kræver det for det første kendskab til barnet, til den situation barnet er i, til de mål, som det socialpædagogiske arbejde tager udgangspunkt i, til den kultur og de systembeslutninger, man arbejder i, til lovgivningen - konkret og intentionelt. Og til den konkrete medarbejders vurdering  af, hvad en aktuel situation tilsiger en at gøre. 
Af socialpædagogisk faglighed i forhold til arbejdet med de mest udsatte børn og unge, kan man tillade sig at forvente, at handlinger er baseret på viden, ordentlighed og respekt for såvel barn som opgave - vel at mærke skiftevis på trods af og i kraft af det, som vi for nemheds skyld, kan kalde 'skiftende forhold’.

Vi skrev i en kommentar i Kr. Dagblad fornylig om regeringens ungdomskriminalitetsreform:
"Det er vores erfaring, at magtstatuering for nogle børn og unge vil kunne fremme ny bevidsthed og forandringserkendelse, mens det for andre kan medføre stagnation og fastholdelse i negative selvbilleder.”
I Lov om voksenansvar er rammerne beskrevet.

I FADD har vi brug for uenighed. For at undgå stilstand og rigiditet skal vi, som nævnt, forstyrres og udfordres i vores tænkning og praksis.
Præcis som vi forventer det af vores samarbejdspartnere i for eksempel børn- og ungesagerne.
Ikke ret meget i denne verden er sort/hvidt. Derfor har vi brug for at beskrive og drøfte etiske spørgsmål og problemstillinger.
Håndtering af etiske dilemmaer fordrer at ’tænke- og handlemusklerne’ er smidige og veltrænede.
Der skal være langt mellem overgreb og undergreb, mellem tilladte og ikke-tilladte magtanvendelser. Under hårdt pres kræver det faglighed at kunne skelne.
Vi har tillid til, at de fagpersoner, der arbejder på vores medlemsinstitutioner kender forskel på, hvornår de er nødt til at manifestere magt, og hvornår de vælger andre løsninger.

Efter vores opfattelse kalder løsningerne på problemerne mere på omtanke end på skråsikkerhed – ikke at forveksle med rådvildhed eller handlingslammelse.
Det synspunkt flugter med forestillingen om, at vi når længst i dialogen – ikke mindst med dem, vi er uenige med.
Empati omfatter evnen til at sætte sig i den andens sted for at kunne skifte perspektiv.
Forsøg på at tage patent på sandheden plejer at give bagslag.

Vi afventer stadig den høring, som vi ved kommer i forbindelse med Folketingets behandling af regeringens ungdomskriminalitetsreform.
Vedholdende rygter siger, at reformen er ved at blive justeret, men er  politisk klapset af.
Det bliver nok noget i stil med udspillet.
Vi har tænkt os at prøve at påvirke reformen til det sidste.
Og mon ikke også vores venner blandt medlemmer og ikke-medlemmer har tænkt sig at gøre det samme ...
Ringen fri, boks - og hav respekt for din modstander…

Søren Skjødt, formand

Udskrevet fra www.fadd.dk 05,08,2026