Politiken havde i weekenden (23-24/6) med overskrifter som: ”Anbragte børn er blevet »en pengemaskine« for private” og ”Jeg gider ikke køre i 2CV, bare fordi jeg er pædagog” fokus på den del af anbringelsesviften, som vi har det rigtig godt med IKKE er medlem hos os i FADD.
Den private opholdsstedskoncern Søbæk, hvis direktør Erik Filthuth ifølge Politiken via et ejendomsselskab har tjent millioner på at leje bygninger ud til egne bosteder, var blandt de nævnte privatejede opholdssteder, der spinder guld på arbejdet med anbragte børn og unge.
Jeg kender ikke til kvaliteten af det arbejde, der foregår på Søbæk.
Men jeg kender en del til kommunernes anbringelsespraksis, til de generelle vilkår for vores arbejde på institutionerne og til vigtigheden af sammenhængen mellem pris og kvalitet.
Jeg har gennem årene gjort mig til talsmand for, dels at der ikke nødvendigvis mangler penge på udsatte børn og unge-området, dels at den specialiserede behandlingsindsats koster det, den koster.
Og at vi, på det specialiserede B/U-område, ikke er sat i verden for at tjene penge, men for at løse en kompleks socialpædagogisk opgave.
I den forbindelse bliver jeg udfordret af ovenstående historie og må måske revidere mine forestillinger.
For kan man trække så store beløb ud af budgetterne, så er der nogle kommuner, der betaler for meget, indsatsen er for dyr og der er aktører på vores område, der har for stærkt fokus egen vinding …
Og sammenhængen mellem pris og kvalitet er fraværende.
Jeg er derfor helt på linje med fagforbundene FOA og Socialpædagogerne, der i en af Politiken-artiklerne bebuder et udspil, der skal forhindre ejere af større private bosteder i at trække store overskud ud til sig selv.
I den regnskabsbekendtgørelse, som de sociale tilsyn ligger til grund for deres kontrolarbejde med anbringelsesstedernes økonomi, fremgår det, at de sociale tilbud i deres drift skal vise sparsommelighed, produktivitet og effektivitet.
Det har næppe været meningen, at disse ret meningsfulde begreber skal bruges til at enkeltpersoner skal kunne skrabe gysser sammen til sig selv.
Er det ikke OK, at hårdt arbejde skal kunne lønne sig for den driftige?
Jo, hårdt arbejde skal – udover et udkomme, man kan leve af - kunne lønne sig i form af resultater af at gøre sig umage. Og glæden over at løfte udsatte børn og unge til næste niveau…
Når det er sagt, er det naturligvis også ikke bare i orden men også klogt at have mulighed for at polstre sin økonomi, skabe finansiel bæredygtighed, sikre arbejdspladser, skabe kontinuitet i arbejdet med de udsatte børn og unge og gardere sig mod dårlige tider.
Der ER motivation i også skabe økonomisk overskud.
Men, som jeg ser det, kun når pengene bliver i organisationen, bliver brugt til kloge investeringer og skaber rum for manøvrekraft på kortere og længere sigt .
Kæden hopper af, når enkeltpersoner har personlige økonomiske interesser i normeringer, omsætning, takster og volumen.
Men hvorfor nu egentlig det? Fordi det er offentlighedens og kommunernes tillid til vores område, der er på spil. Og fordi vores legitimitet som aktører på området er afhængige af den tillid, der skal være mellem almenvellet (det fælles gode), myndighed og udmøntere af velfærdsydelserne.
Hvis enkeltpersoners motiver til at påtage sig socialpædagogiske opgaver, kan drages i tvivl og mistænkeliggøres bliver det udsagn vi ind imellem møder også i vores egen non-profit- verden fra anbragte børn og unge: ”Du gør det kun for pengenes skyld”, alt for aktuelt, dækkende og … afslørende.
Når vi hører historier fra Søbæk rammes hele vores område hårdt.
Historierne giver medvind til alle dem, der harcelerer mod ’de dyre anbringelser’, ’de sociale tilbud som pengemaskiner’ og ’at udgifterne eksploderer’.
Dermed kommer historierne også til at give næring til det skævvredne fokus på de allestedsnærværende og billigere plejefamilieløsninger, som vi – trods beskedent forskningsmæssigt belæg - har oplevet gennem en del år efterhånden.
Derfor gør historierne mig lige dele rasende og ærgerlig.
På børnenes og deres familiers, fagets og skatteydernes vegne.
Vi må ganske enkelt sikre, at størstedelen af skattekronerne bliver i bostederne til arbejdet med anbragte unge.
Udgangspunktet er først og fremmest børnene/de unge – og de muligheder og rammer, vi kan stille op for dem for, at de kan profitere af den indsats, vi giver dem.
I gamle dage (i min ungdom og tidlige voksenliv, men så kom krigen
) kunne man lidt for sjov og lidt for alvor sige til hinanden, hvis der var brug for, at nogen trak en streg i sandet: Her må vi have kommunen til at skride ind.
Det er naturligvis en overordentlig god ide, at kommunerne anbringer med omtanke og med respekt for udsatte børn og unge og deres familier og samfundsøkonomien - i nævnte rækkefølge, men måske der skal større autoriteter i spil …
Der er måske en opgave at løse for jurister, økonomer og tilsyn.
Risikoen er, som det så ofte bliver tilfældet, når enkeltpersoner overskrider grænser for almindelig god opførsel, at der bliver råbt på nye regler, lovændringer og øget kontrol.
God ledelse er at gå til dem, det handler om.
Det hedder ikke: Der er for mange der kommer for sent på arbejde. Det hedder: Du kommer for sent, Marianne, Jeg vil have, at du kommer til tiden.
Kollektiv straf hører en anden tid til …
Når det af et regnskab eller et økonomitjek fremgår, at man som aktør på vores område trækker mange millioner ud til sig selv, kvalificerer man sig i min verden til en helt særlig form for tilsyn, kontrol og opmærksomhed
Gå nu efter dem, der har kvalificeret sig til det.
Men der er også en opgave for de grådige:
Vis nu noget selvkontrol, ydmyghed og anstændighed.
For børnenes og deres familiers, fagets og skatteydernes skyld …
---
Hvordan måler man succes?
Vi der har beskæftiget os med socialt arbejde de sidste 25-30 år og har været begunstigede af at kunne referere til succeshistorier fra vores egen og andre ligesindedes praksis ved godt, at svaret på det spørgsmål handler om ’i forhold til hvad’?
Hvad var udgangspunktet? Hvad var formålet og målene?
På hvilket grundlag blev den koordinerede og koordinerende indsats beskrevet? Hvad var man enige om? OSV.
Men hvad er succes, når man deltager i et Folkemøde?
For vores vedkommende ønskede vi, at flere af vores medlemsinstitutioner skulle have mulighed for at lave en event i vores telt. DONE.
Vi ville selv afholde to meningsfulde debatter med indbudte væsentlige aktører. DONE
Vi ville indgå mødeaftaler med en række meningsdannere – mhp kommende udbygning/opstart af samarbejde. DONE.
Vi ville afholde et grill-arrangement for medlemmer og samarbejdspartnere. DONE.
Vi ville udbygge interne relationer til folk i vores netværk. DONE.
Vi ville fremstå som en åben, venlig, fagfokuseret, seriøs og imødekommende interesseorganisation. DONE.
Vi ville have ordentligt vejr under hele folkemødet. DONE.
Mon ikke vi vil gentage succes’en næste år?
Måske med enighed om nye udgangspunkter, formål, mål og koordineringsbestræbelser.
Tak til alle jer der kom forbi os på J20 på Kæmpestranden – og rigtig god sommer
Søren Skjødt
Formand for FADD