Kære Mette Frederiksen,
Da I nu i regeringen i dag er samlet til konference for at skulle det, I har sat jer for at ville, så sender vi dig hermed en hilsen som inspiration til den del af jeres arbejde, der omhandler anbragte børn og unge i DK.
Først og fremmest: Kæmpetak fordi du har sat udsatte børn og unge i Danmark SÅ eftertrykkeligt på dagsordenen. Og fordi I sætter handling bag – og foran…
I en tid, hvor mange politikere på tværs af partierne messer vækst, værdikamp og velfærdsrettigheder, er det befriende, som aktør på det specialiserede børneområde at høre og se, at du fra en af landets mest ikoniske talerstole rettede 2/3 dele af din opmærksomhed specifikt og konkret på vores område.
TAK.
Ingen tvivl om, at det ligger dig ualmindelig meget på sinde, ikke bare at tale de udsatte børn og unges sag. Men også at tale den op.
MODTAGET!!!
Sådan har vi kendt dig, siden vi mødtes første gang i 2007; du som socialordfører og vi som rejseguider på en tur rundt til en række af vores medlemsinstitutioner.
Det gælder også din empatiske og kloge undskyldning for statens ansvar for manglende tilsyn på børnehjem. Og det gælder dit nærvær, åbenhjertighed og nysgerrighed i dine samtaler med børn på Josephine Schneiders Hus og Josephine Schneiders Børnehjem lige før jul og lige efter nytår.
Det var svært at se hvem, der i virkeligheden var fan af hvem ![]()
Med udmeldinger som at 'vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile', ’vi skal reagere tidligere’ og ’jeg står på børnenes side’, træder du i karakter som børnenes statsminister. Det lover godt.
--
Skal man på baghjul forholde sig en smule kritisk til den del af talen og de efterfølgende udmeldinger fra jer, der handler om et nyt hjem tidligere til flere børn, flere tvangsadoptioner, og hvor dårlige nogle forældre er til at varetage forældrerollen, så må vi rynke de faglige bryn en anelse.
Derfor et par warnings her under bifaldet:
Tidlig indsats må ikke blive et mål i sig selv. Den tidlige indsats kan vise sig at være for tidlig.
”Dels fordi den risikerer at klientgøre eller sygeliggøre mennesker, som (endnu) ikke har reelle sociale problemer. Dels fordi vi risikerer at bruge ressourcer på indsatser målrettet mennesker, der ikke har brug for det” som vores gode ven Robin Vickery, Projektchef i Copenhagen Dome - Videnscenter for Socialøkonomi, skrev i en artikel i Mandag Morgen for et lille års tid siden.
Pointen er, at forebyggelse i denne form ikke handler om at hjælpe så tidligt som muligt, det handler om at hjælpe så hurtigt som muligt. Uanset om det gælder børn, unge, voksne eller ældre, så skal indsatsen leveres, når der er brug for den.
Det vigtige er timingen.
Det er der formentligt også økonomisk bæredygtighed i …
Tvangsadoptioner som du og Regeringen mener, der skal være flere af, er et meget alvorligt og ultimativt indgreb.
Dels i et familieliv, dels i et barneliv.
Og vel egentlig også i samfundsmæssig forstand.
For hvor alvorlige skal, hvilke faktorer være – over hvor lang tid, med hvilken intensitet og uden fortrydelsesret - for at udløse, at et barns ve og vel overdrages til en adoptionsfamilie?
Man har gennem en årrække brugt tvangsadoptioner i England som en meget anvendt anbringelsesform. Os bekendt ikke uden skelen til, at det er en billig (=gratis) anbringelsesform.
Måske vi skulle skaffe os noget viden om indsatstypen inden vi begår samme fejl, der i forbindelse med Barnets Reform fra 2011, hvor man valgte at opprioritere plejefamilieanbringelser, som på tidspunktet var den suverænt dårligst undersøgte anbringelsestype.
Fra professor Inge Bryderups plejefamilieundersøgelse fra 2017 ved vi
God arbejdslyst på seminaret
Søren Skjødt
Formand for FADD
Udskrevet fra www.fadd.dk 05,08,2026