Jonas er 22 år, har boet 14 år på Åhuset i Favrskov Kommune og læser på universitet.
Han har skrevet en gribende historie om vigtigheden af at have et efterværn fra Åhuset, men skriver blandt andet:
"Når man fylder sit 23 år, stopper ens efterværn. Det er jeg selv indforstået med og kan egentlig også godt forstå det. Men hvad er det der stopper udover efterværnet?"
Og Jonas fortsætter:
"Efterværn er rigtig mange ting, mange gode ting. Men det kan ikke beskrives med ord hvad der går i stykker for mig når jeg bliver de 23 år, eller hvis jeg får at vide til mit møde hvert halve år at nu skal det stoppe. At jeg skal tage fri fra universitetet for at komme til mødet for at finde ud af min socialrådgiver ikke er dukket op. Når man er i systemet, er det et helvede, men jeg vil gøre alt for at blive der. For når jeg ikke har efterværn længere, mister jeg min familie fordi min mor og far ikke har sind eller forstand på at være forældre, men det har pædagogerne på Åhuset.
Som efterværn har man mulighed for at sidde med den mand man har kendt i 14 år, lidt ligesom ens far og drikke en kop kaffe ude i solskinnet eller på en kaffebar i Århus og nyde, at man har en kontaktpædagog som faktisk sætter pris på en og har lyst til at tilbringe tid med en. Til den anden side af sagen tænker man tit på at pædagogerne som en selvfølge får penge for det de gør, da det er et arbejde ligesom alle andre. Men nej, det er det ikke. Det er meget mere. Det gode ved efterværnet er at jeg endnu et år har mulighed for at komme på besøg i mit eget hjem og spise noget aftensmad og spille noget computer eller se en film med mine søskende på Institutionen. Så hvorfor er der noget som hedder efterværn, det er der såmænd fordi snoren til ens familie ellers bliver klippet over og så er man for alvor alene. Det er hvad man er bange for som ung i systemet uden forældre, ”hvad sker der efter mit efterværn er slut?”
(Red.: SÅ MANGE TAK for din historie, Jonas)
Læs hele fortællingen herunder
Dokument: Det_gode_ved_eftervaern.pdf