September klummen

...

I FADD har vi netop afsluttet en besøgsrække til tilsynschefer og afdelingsledere på de 5 socialtilsyn.
Udgangspunktet var det samtalepapir, som vi – på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt vores medlemmer – udfærdigede i foråret 2021.
Besøgene omfattede også et møde med ledelsen af det kontor i Socialstyrelsen, der har audit-forpligtelsen i forhold til socialtilsynene.
Møderne havde til hensigt at skabe forudsætninger for, at vi og socialtilsynene kunne blive klogere på hinandens verdensbilleder.
Undertitlen på samtalepapiret var FORDOM ELLER FAKTA?
Indholdet repræsenterede en bred vifte af de udsagn, som vi i praksisfeltet bruger, når vi drøfter og sammenligner erfaringer med socialtilsynene.
For det gør vi jo…

Vi var rigtig glade for at møde fagpersonerne og menneskene i socialtilsynene på denne måde.
Og de var da også alle så venlige at kvittere for vores initiativ.
Samtidig understregede møderne vores grundlæggende fælles interesse i at løfte og kvalificere rammerne for anbragte børn og unges liv - deres udvikling og trivsel.
Og med den pointe også at have opmærksomhed på at kunne spille hinanden bedre.

Vi skal fordøje indtrykkene på et bestyrelsesseminar senere i september, men vi fik holdt masser af fordomme og fakta op mod lyset.
Noget af det, vi fik med fra møderne, var et modspil på vores oplevelse af en udtalt forskellighed blandt de 5 socialtilsyn.
Forskellene er der, men ikke i så udtalt grad, som vi havde forestillet os…
Først og fremmest ville socialtilsynene gerne oplyses om konkret forskellig praksis, når vi eller vores medlemmer støder på den.
Dernæst fortalte de, at de på flere planer i deres samarbejdspraksis drøfter, samstemmer og kalibrerer, når de får øje på forskellig praksis – herunder når Ankestyrelsen forholder sig til en afgørelse fra et af de fem socialtilsyn.
Derudover blev vi lige mindet om, at Socialstyrelsen for ganske nyligt udgav en faglig vejledning for socialtilsynenes dialogforpligtelse.

https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/faglig-vejledning-til-socialtilsynenes-dialogforpligtigelse

Vi overvejer flere samarbejdsflader med socialtilsynene.

-

Vi har længe talt både varmt og fagligt for en efterværnsret til alle anbragte børn og unge.
Den ret bør på sigt også gives til børn og unge i ambulante indsatser.
At alle anbragte børn skal have ret til et efterværn, bliver der nu qua et samarbejde, som Bikubenfonden faciliterer og finansierer og som vi i FAD sammen med SL, DS, DAV og Børns Vilkår er medskabere af, sat en tyk streg under behovet for.
På en konference den 6/9 præsenterer KRAKA ADVISERY resultatet af de beregninger, som skal afklare de økonomiske konsekvenser af at indføre en efterværnsret for alle anbragte børn og unge.
Uden at gå i detaljer, kan jeg godt afsløre, at – ja, det kan godt betale sig.
For slet ikke at tale om vigtigheden af de menneskelige gevinster.
Vi sender rapporten ud, når der bliver råbt GO.

-

Og så er verden blevet et godt menneske fattigere.
Eller i hvert fald en god forfatter
I sidste uge døde den svenske forfatter, Gunilla Bergström.
Vi kender hende nok bedst som skaberen af Alfons Åberg, drengen uden mor, og med den piberygende far-Bertil, hvis fælles liv, spørgsmål, følelser, tvivl og nysgerrighed og behov for kærlighed blev foreviget i de tidløse bøger om drengen med det lidt for store og lidt for runde hoved med de troskyldige øjne.
Som Jes Stein Pedersen skrev i en nekrolog i Politiken: ”I vore dage lider mange børn under et tungt perfektionskrav, og der er ikke langt til diagnoserne, som breder sig epidemisk. Over for den verden er Alfons og hans far et hamrende vigtigt – og rummeligt – modbillede.
Alfons er en verdensmand, for alle småfolk har brug for, at der i fiktionens verden eksisterer empatiske bøger om virkeligheden, også når den ikke er nem.”
Der er udgivet 26 bøger om Alfons. Kan og bør læses af alle.

Hov, jeg var lige ved at glemme Alfons’ hemmelige ven, Svipper.
Hvem har ikke brug for sådan én…

-

Vi glæder os rigtig meget til årsmødet 10-12 november.
Program og tilmeldingsinfo er udsendt til medlemmer, samarbejdspartnere og venner af huset.

Charlotte Møller Pedersen
Formand  

Dokument: