Novemberklummen 2021

I år er ingen undtagelse: November er den måned, hvor vi altid glæder os til vores årsmøde.
Vi har lagt os i selen for at kunne afholde et FAGLIGT, FÆLLES OG FESTLIGT årsmøde. Og vi har SÅ gode forventninger.
Det er vi heldigvis ikke de eneste, der har, for vi bliver lige knap 150.
Vi fortolker antallet som et udtryk for ’organisatorisk hudsult’ og et opsparet behov for at vi og vores medlemmer kan mødes og tale med ligesindede. Hvilket i parentes ikke udelukker, at vi kan mene noget forskelligt – siger al erfaring…
Vi får fokus på det personlige lederskab, dilemmaer i socialpædagogisk arbejde, nye teknologier og måske i hvert fald et af programpunkterne – tænker på det afsluttende – vil kunne kaste en lille forløsende – kom-godt-hjem-latter af sig …

I forhold til det politiske landskab er der for vores vedkommende reformerne, Barnets lov og de interne skoler/dagbehandlingsområdet, der nærmer sig en afslutning.
Forhandlinger mellem ministerier og ordførere vil lede til, at temaerne på forventeligt et tidspunkt i efteråret skal behandles i Folketinget.
Når den tid kommer, plejer det meste at være klappet af og fra første til tredje og sidste behandling vil der sædvanligvis ikke blive flyttet mange kommaer.
Sagt på en anden måde, så er det nu, at de sidste indsatser skal gøres for at påvirke beslutningsprocesserne.
De første indsatser er blevet gjort over et efterhånden langstrakt forløb med mere principielle anbefalinger, planlægning, koordinering, møder og strategier.
Senest har vi sammen med Socialpædagogerne, De anbragtes vilkår, Selveje.dk og LOS taget initiativ til at udvide den kreds til ’alliancen om styrket kvalitet i interne skoler og dagbehandlingstilbud’ med flere inviterede aktører.
Der har været afholdt sættemøder og pt. udsender ministerierne forskellige notater og bilag som optakt til forhandlingerne med partiernes ordførere.
Forhandlingsmøderne om de interne skoler og da dagbehandlingstilbuddenes fremtid er udsat til efter kommunalvalget.

Vores netværk til politikerne på Christiansborg har en sådan karakter, at vi ofte har fået tilsendt disse notater/bilag ’for our eyes only’ og er blevet bedt om, at kommentere på de forskellige forslag.
Sådan er det også lige nu, hvilket notorisk har givet positiv travlhed.
I forhold til Barnets lov er det skinnet tydeligt igennem fra starten, at inddragelse af børn og unge vil blive et helt centralt tema.
Og det er IKKE kun et overgangsfænomen.
Fremover vil vi komme til at se mange og vidtfavnende eksempler på forskellige versioner af og forskning om inddragelse.
Inddragelsesfaglighed vil blive efterspurgt.

I familie hermed vil følge krav og forventninger om gennemsigtighed, åbenhed og samskabelse.
Rigtig mange af vores medlemmer er i gang og har været det længe.
Vi ser frem til i 2022 i fælleskab at gøre oplevelser til erfaringer og til at dele resultaterne, så vi bedst muligt nyskaber rammerne for at medtænke udsatte børn og unge i de rigtige løsninger.
Uden at barnet bliver - eller gør sig - ansvarlig for sin egen lykke  … eller ulykke.
Men vi ser for os børnedeltagelse i advisory boards, ansættelsesudvalg og sparringsgrupper for ledelse og inspirationsgrupper til indretning af undervisnings- og bomiljøer.
Den dagsorden kommer også til udtryk på andre måder:
Vi har netop sendt en nyhedsmail, hvor vi ovenpå undskyldning og erstatning til Godhavnsdrengene ønsker at få overblik over, hvor mange grupper af tidligere anbragte børn og unge, der pt. planlægger at søge om erstatning for forhold, der er sket under deres anbringelse.
Vi er vidende om, at det er tilfældet nogle steder.
Men måske der kan være en pointe i proaktivt at række ud efter tidligere anbragte børn og unge, som man ved eller har fået overleveret viden om, bærer på svære minder.
Erstatning er en ting. Den vil række bagud.
Noget andet er, hvis ledere og medarbejdere kan etablere forudsætningerne for et nutidsmøde, hvor historierne kan blive fortalt. Og måske perspektiverede.
For hvis man for alvor vil forandre noget, er berøringsangst sjældent en farbar vej. Det er overinvolvering heller ikke. Men der kan ske noget rigtig godt, hvis mennesker mødes, taler, lytter og svarer hinanden …
Både for de involveredes skyld, men også for at kunne lære af historierne.
En anbringelseshistorie har som oftest været en succes, hvis den nu voksne med anbringelsesbaggrund har lyst til at komme tilbage til det sted, hvor man som barn eller ung har boet i en kortere eller længere periode.
Også hvis perioden ikke forløb snorlige … 

Charlotte Møller Pedersen
Formand for FADD

 

 

 

 

 

 

 

Dokument:

Udskrevet fra www.fadd.dk 20,06,2026