JANUAR-KLUMMEN 2022

De fleste af os kender ordet F***, som det allestedsnærværende bindeled mellem rimene i rap-tekster fra halvfemserne (nogle gange som et af rimordene), fra socialrealistiske film fra England, fra TV-kokken Gordon Ramsey og nåh ja fra teenageværelser alle os, der har eller har haft store (eller små!!) børn. Og fra rigtig mange andre mennesker, steder og sprog.

Om det ord, som Berlingskes kulturkommentator Anne Sophie Hermansen kårede som årets (oversete) ord, får samme status, er nok ikke sandsynligt, men det har da lidt schwung: Røvhulssind.
Det har ifølge ASH 2 betydninger: 1. når man overlader sine regninger til andre. Og 2. Er det modsatte af samfundssind.
Sidstnævnte – altså samfundssind - er et af mine håb for 2022. Mere af det, tak. Det skal jeg vende tilbage til.

Også 2021 har været voldsomt præget af corona – as we all know (suk)
Mit indtryk fra vores område er, at epidemien og al dens væsen har været håndteret med stoisk ro. Skiftende regler, dilemmafyldte beslutninger, snarrådighed, mod- og medspil fra forældre, forskellige udmeldinger fra eksperter m.m. er vi vant til.
Selv om en del af udfordringerne har været kendt stof, har vi alle haft i hvert fald et par frygtscenarier: Alvorlige sygdomsforløb blandt vores børn og unge, deres forældre og vores medarbejdere OG en situation, hvor antallet af sygemeldte/isolerede medarbejdere ville gøre det vanskeligt at få arbejdsplaner til at hænge sammen.
MEN for at slå det fast: Vi følger altid myndighedernes anbefalinger, vi er i tæt dialog med børn og forældre om de gode løsninger, vi stoler på vores beredskab, som består af faglig viden og menneskelige erfaringer og vi gør os umage, når vi skal vurdere om en beslutning skal træffes nu – som i lige nu. Eller om en problemstilling kalder på tålmodighed og besindighed.

Hvad besindighed angår, har jeg fra det socialpoliske 2021 lyst til at rose Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og Social- og ældreminister Astrid Krag for at udskyde konklusionen på drøftelser om henholdsvis de interne skoler/dagbehandlingsområdet og Barnets lov til senere i 2022.
Politikere fra hele folketingssalen har sammen med embedsmænd, styrelser og os fra interesseorganisationerne brugt masser af tid og ressourcer på faglige overvejelser og dialog om hvad der vil være bedst for de udsatte børn og unge – og deres familier – set i lyset af de indiskutable ledetråde for de politiske bestræbelser: Flere udsatte børn og unge skal med på uddannelsesvognen og vi vil se flere rigtige og bedre timede indsatser for de børn og familier, der har behov for hjælp. Ikke for meget, ikke for mange, ikke for lidt, ikke for få. Men bare de rigtige og de nødvendige.

I FADD har vi et par ønsker for 2022 og et af dem har jeg nævnt; mere samfundssind.
Men hvad er så det?
Først og fremmest en appel til kommunerne: Vi vil rigtig gerne, hvis I vil tænke langsigtet.
Kontinuitet, det lange seje faglige træk og rettidighed er vigtige begreber hvis vores opgave med at løfte udsatte børn og unge og deres familier skal lykkes.
Børn har ligesom voksne brug for at kende elementer af den del af sin fremtid, man har positiv indflydelse på – OG brug for at kende de elementer, der ikke er til forhandling. Et klart, informeret og aftalt perspektiv med en indsats SKAL være afstemt mellem barn, forældre, myndighed og indsatssted. Overblikket er en forudsætning for etableringen af den nødvendige tryghed og tillid mellem parterne.

Vi bliver ærgerlige når vi af statistikkerne kan se, hvis der er et mønster i, at flere børn får en indsats tilbudt i begyndelsen af året, i starten af et kvartal eller i første halvår. Med mindre – selvfølgelig – at der er børnesagkyndigt belæg for, at børns, unges og familiers vanskeligheder følger dette mønster i antal og intensitet.
Hvis det kan identificeres, at flere har det værre på bestemte tidspunkter, så skal det naturligvis afspejles i forhold til timingen af indsatsen.
Det er så bare ikke lige vores erfaring, at det er sådan, det er.

At holde øje med, hvordan man bruger pengene, også med henblik på at kunne foretage  budgettilpasningsstrategiske beslutninger, er naturligvis vigtigt. Det er rettidig omhu. Vi kender det fra os selv.
I 2021 har flere af os haft besøg af kommunale controllere, budgetryttere og økonomikonsulenter.

De har fået i opdrag at forhandle priser.
Udgangspunktet har nogle gange været det rimelige at undersøge, om man får det, man betaler for. Eller en undring over et massivt antal efterregninger.

Men nogle gange er motiv og handling blevet sat skævt sammen.
Det har for eksempel handlet om ønsker om rabat på X-antal-børn-fra-vores-kommune
SPØRGSMÅL: Hvilket af børnene skal så så have dårligere service?

Eller ugentlig minutfastsættelse af bestemte specifikke ydelser til et specifikt barn
SPØRGSMÅL: Hvis personalet har brugt de afsatte ugentlige 30 minutter på at hjælpe XX med at sætte ord på sine svære følelser med sin papfar, hvem skal så gøre hvad, når de 30 minutter er gået?

Med fare for at nogle læsere vil føle sig muntert underholdt ved ovenstående, så skal jeg da lige hilse og sige, at det både er virkeligt og alvorligt.
Bedst som vi var overbeviste om, at tidligere tiders minuttyranni i ældreplejen var HELT udfaset – senest understreget i Mette Frederiksens nytårstale, prøver man således i nogle kommuner at vende enhver femøre. Og den afskaffede vi i 1989.
Danmarks Nationalbank angav som årsag til afskaffelsen af 5-øren, at den havde for ringe købekraft og var for dyr at fremstille.
Det kostede på afskaffelsestidspunktet 8 øre at fremstille en 5-øre. (Wikipedia)

I vores verden er samfundssind IKKE at spilde hinandens tid. Og slet ikke børnenes liv.
Derudover ønsker vi i FADD – hvoraf flere vel også er at betragte som samfundssind:

• Flere fagligt forsvarlige og bæredygtige indsatser for de allermest udsatte og risikovillige børn og unge
• Børns ret til 1800 grundskoledage
• Færre sammenbrud i anbringelser
• Bedre/klarere præcisering af indsatser fra frivillige og hvilke oplysninger omkring børnene, de frivillige må få del i
• Mere fokus på vigtigheden af børnefaglige undersøgelser – og på brugbare handleplaner OGSÅ for skoledelen
• Mere ensartethed – kommunerne griber opgaverne FOR forskelligt an
• Et opgør med mindsteindgrebsprincippet ift social- og specialpædagogiske indsatser (hvis der er brug for mere)
• Udsatte børn og unges livsvarige adgang til barndomsstationer i deres liv og dermed mulighed for at genkalde vigtige aspekter af deres historie. Det kræver ændring af GDPR-reglerne, så udsatte børn og unge sikres RETTEN til at blive husket.
• Efterværnsret for alle udsatte børn: Der er brug for en overgangsparagraf (mellem §66 og §107) for de 18-25årige, så det kan afklares hvad den (ofte) senmodnede unge har brug for hvornår.
• Klog håndtering af børns deltagelse/inddragelse i deres eget sagsforløb, så børn opnår det nødvendige ejerskab, men undgår at blive ansvarlige for deres egen ulykke – gennem retten til at træffe forkerte og dårlige beslutninger
• Flere omvendte inklusionsprojekter – hvor indsatssteder for udsatte børn og unge gøres så ’lækre’ at kammerater vil komme der
• At socialtilsynene forpligter sig til at afrapportere deres besøg og samtaler med de involverede anbragte børn og unge – på en måde så børnene kan forstå detAt lov om voksenansvar også skal gælde på dagbehandlingstilbud og på aflastningsinstitutioner og på kostskolerne

Vores slogananbefaling til sidste års kommunalvalg; bedre nu, billigere senere fremfor værre nu og dyrere senere, kunne såmænd være udmærkede ledetråde for 2022.

 

Godt nytår …

Charlotte Møller Pedersen, 

 

 

Dokument: