Decemberklummen 2022

...

Mens vi i forbindelse med en større sportsbegivenhed et sted knap 5000 km sydøst for Haderslev, hvor jeg bor, er vidner til bizarre eksempler på, hvad alt for mange penge kombineret med et depraveret menneskesyn kan skabe af brutalitet og ufrihed for de fattigste og dem uden rettigheder, prøver vi i FADD at være mere optagede at give medvind til en gruppe mennesker, der gerne VIL have mange penge og som til gengæld er prægede af uegennyttighed og storsind.

Jeg tænker naturligvis på vores allerbedste JULEGAVEREGNSVENNER.

Og på deres tilbagevendende juleprojekt; at indsamle så mange penge, at børn på vores medlemsinstitutioner kan få en ekstra individuel julegave; i år til 600,- pr barn/ung

De har kickoff på fredag den 2. december kl. 14.00 foran Illums Bolighus i København (se Facebook-opslag)
Tag derind, derover, derned, derhen hvis du kan. Hils på dem, fortæl hvor I kommer fra og bak dem op…

De fleste mennesker ved at MENSCH betyder menneske.
Færre ved, at ordet stammer fra jiddish, og dækker over et menneske, der agerer med integritet og ordentlighed.

Sådan er vores venner fra Julegaveregn.

-

Vi er naturligvis som alle andre påvirkede af inflation, vilde prisstigninger og krig, og vi læser i aviserne om pres på juleindsamlinger fra de humanitære hjælpeorganisationer.

Børn og unge på vores medlemsinstitutioner og deres familier er som udgangspunkt udsatte.

Nogle af dem også på fattigdom.

Og vi hører fra vores medlemsinstitutioner, at det i år står særligt slemt til.

Mange af vores børn og unge giver udtryk for bekymring med udsigt til en jul i familiens skød, hvor utryghed og usikkerhed ved den økonomiske situation kan forstærke de spændinger, der har været blandt årsagerne til den situation, de er i.

Bliver spændingerne for store, tager vi over.

Ind i mellem ved vi på forhånd, at nogle børn og unge holder juleaften på institutionen, andre gange sker skiftet juleaften eller i juledagene.

Og så er der selvfølgelig også mange børn, der holder en god og opbyggelig jul med deres familier.
One size fitts NOT all, så der pågår individuelle vurderinger, der bliver til individuelle løsninger.
Men fælles for dem er, at de ALLE ønsker sig en ekstra julegave.

Det er der JULEGAVEREGN kommer ind i billedet.

HURRA FOR DEM!!!

-

Fra vores egen verden har vi netop afholdt et udsolgt årsmøde, som igen i år var præget af FAGLIGHED, FÆLLESSKAB OG FESTLIGHED.

Og så fik vi sammensat en ny og meget kompetent bestyrelse.

Vi siger goddag til Julie Lund Ladegaard fra DOK i region MIDT og Annette Dunker fra Løkkehus i Odense.

Jeg er så glad for, at vi stadig har Hanne Dalsgård, Skovgården, Annette Olsen, Josephine Schneiders Hus, Petter Faxholm fra Josephine Schneiders Børnehjem, der ikke var på valg.

Og lige så glad for, at Rasmus Ladefoged Dinnesen, Holmstrupgård, Århus, Sofie Aaen Nissen, Husene på Frydendalsvej, Frederiksberg og Gitte Jørgensen, Børnehuset Buen i Hillerød blev genvalgt.

Vi konstituerer os på et møde i begyndelsen af det nye år.

-

Jeg ved det godt: julen er og har altid været følelsernes holdeplads.
Vi håber hver gang på fred, lækker mad og måske en lille ting, til Ama ’r-hylden, som man har ønsket sig. Og nogle gange bliver det så bare som at se ned på noget, der foregår på 9. ring i Dantes Inferno.
Det sidste skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå.

Jeg vil lægge ud med at ønske og håbe at I alle; udsatte børn og unge, deres familier, samarbejdspartnere/venner af huset og ledere og medarbejdere på vores medlemsinstitutioner får en fantastisk, fredfyldt og … glædelig jul

 

Charlotte Møller Pedersen

Stolt og genvalgt formand for FADD

 

Dokument:

Udskrevet fra www.fadd.dk 20,06,2026