Februarklummen 2024
INDDRAGELSE: DET NYE SORT?
Et af de meget markante signaler i Barnets Lov er ’inddragelse’ af børn og unge.
Det begreb er før, under og efter den langstrakte lovtilblivelse kommet til udtryk i utallige debatindlæg, temadage og kurser.
For at være helt sikre på, at budskabet var trængt ind, hed et af oplæggene på KLs nyligt overståede børnetopmøde da også INDDRAGELSE, INDDRAGELSE OG INDDRAGELSE TIL FÆLLESSKABET – OM BARNETS LOV.
I det ikke ubetydelige opbud af organisationer og foreninger, der arbejder med udsatte børn og unge-området kan man næsten ikke komme til for oprakte hænder, der ønsker at hylde inddragelse som det nye sort.
Med fare for at ødelægge den gode stemning: Det er ikke et nyt begreb i den pædagogiske verden.
Og det kan heller ikke stå alene.
Vi har arbejdet med begrebet i årtier: Det har for ex indgået i socialtilsynets kvalitetsmodel siden 2014
Men er inddragelse da ikke et positivt ord?
Nej. Begrebet er neutralt. Det får først mening, når man finder svarene på: Hvilken form for inddragelse? Til hvem, hvornår? Er der situationer, hvor et barn ikke skal inddrages? Osv.
Men er det da slet ikke et vigtigt begreb at forholde sig til?
Jo, alle, der arbejder med børn, skal naturligvis indtænke barnets perspektiv, mening og integritet.
Er det så helt forkert, at Barnets Lov hyper begrebet så hårdt?
Nej. Det giver god mening for ALLE børn SKAL have mulighed for at komme til orde, at sige sin mening om stort og småt, og at de voksne forstår at fremkalde, kvalificere og udvide børns evne til at forholde sig til sig selv, andre og den verden, de lever i. I tryghed, med respekt og af oprigtig interesse.
Alle børn skal opleve at de – og det de siger - betyder noget; voksne skal gøre sig umage for at forstå barnet for at kunne medvirke til at forbedre dets betingelser.
Diskussioner om HVORDAN man inddrager, kan alle profitere af…
Men inddragelse skal doseres, barnets modenhed skal vurderes, konsekvenserne skal beregnes.
Det kræver viden om børn, om samtaler med børn og om samfundets indretning, normer og regler.
Børn og andre mennesker skal have hovedet oven vande, hvis man skal kunne orientere sig og vælge retning.
Barnet risikerer at blive identitetsmæssigt fasttømret til sin egen uformåenhed – ”Jeg valgte forkert, jeg må leve op til mine egne negative valg – jeg ér mine egne valg”
Vi har sagt det længe og vil blive ved med at sige det, indtil det ikke er relevant mere: Intet barn må få et belæg for at sige: Jeg blev inddraget så meget, at jeg fik ansvar for min egen ulykke:
- Det var min egen skyld, at jeg mistede kontakten til min far – for jeg sagde jo nej til samvær som 10årig.
- Det var min egen skyld, at jeg blev ensom på mit hybelværelse – for jeg sagde jo nej til ungestøtte
- Det var min egen skyld, at jeg ikke færdiggjorde min 9. kl – for jeg sagde jo nej til specialundervisning
- Det var min egen skyld, at jeg kom i fængsel – for jeg sagde jo ja til banden.
Omvendt vil vi rigtig gerne have, at alle børn får en oplevelse af at blive passet på:
- Jeg var ikke alene; de lyttede og de forstod det, da jeg bad om en pause i kontakten til min mor.
- Jeg var ikke alene, de lyttede og anerkendte, at jeg havde brug for god tid til at vurdere, om plejefamilien var den rigtige for mig
- Jeg var ikke alene; de lyttede og gav mig lov, da jeg fik lyst til at invitere mine gamle venner på besøg på afdelingen
- Jeg var ikke alene; de lyttede og sagde JA, da jeg sagde, at jeg ville bo det samme sted som min lillebror
Groft sagt findes der tre former for inddragelse, når det handler om børn:
- Høring
- Indflydelse
- (Selv)bestemmelse
Nogle gange skal de tre former adskilles fuldt og helt, andre gange vil de flyde ind over hinanden.
I Barnets lov har man givet børn på 10 år partsstatus. Nogle børn på 10 år har haft så mange oplevelser med utryghed, overgreb og behovstilsidesættelse at de har svært med at mærke sig selv.
Nogle børn tror, at det er normalt at have hovedpine, indgroede tånegle og eksem.
Nogle af de børn kan have svært ved at overskue at vælge – og at træffe det bedste valg for sig selv.
At høre børn er et must, fra de får sprog; det er sådan voksne forbereder børn på at lære, at være nysgerrige og at være tolerante over for andre; hvilket både er selvværds- og demokratitræning
Indflydelse skal børn have i takt med, at de udvikler sig, bliver klogere, gør sig erfaringer, oplever verden – fra småt til stort – fra ydre til indre styring.
(Selv)bestemmelse starter med at barnet træffer overskuelige valg, valgene evalueres og når barnet kan træffe gode beslutninger for sig selv og andre, når konsekvensberegning indgår, så kan radius udvides … and so on.
Når barnet bliver 18 har det for alvor selvbestemmelsesret, hvilket forpligter både barnet og de voksne der har været og er omkring barnet.
Bevægelsen fra høring til bestemmelse er en rigtig vigtig del af barndommen.
Det gælder ALLE børn.
Efterskrift:
Lad os slå fast. I FADD går vi naturligvis ind for inddragelse, alle børn skal høres, langsomt får de mere indflydelse indtil barnet en dag er blevet voksen og selv kan bestemme.
Det er essensen i at opdrage for os alle.
Hvad er det, der gør, at nogle debattører tror, at udsatte børn og unge vil være bedre til at træffe beslutninger end ikke-udsatte børn?
Lad os ikke begå de fejl som vi historisk set har gjort på en række områder indenfor pædagogikken:
- Ansvar for egen læring (lige dér opgav en del…)
- Overeksponeret anerkendelse (intet barn profiterer af at blive skamrost for noget det kunne klare med begge hænder på ryggen)
- Forestillingen om den rene pædagogik (vilde problemer kræver nogle gange vilde (og håndholdte løsninger)
- Pædagogfaget som et endimensionelt og akademisk studie (pædagoguddannelsen bør også handle om håndværk, sport, musik, kunst; handling skaber forvandling)
Lad os glæde os over §7 (den om, at de voksne har ansvaret) og stille krav om at de professionelle voksne GØR inddragelse i stedet for at tale det ihjel.
Charlotte Møller Pedersen
Dokument:Udskrevet fra www.fadd.dk 20,06,2026